Blandt de ansatte i TDC er der ingen illusioner om, at arbejdsforholdene bliver bedre med nye ejere. De frygter flere fyringer, yderligere opsplitning og frasalg
I morgen får TDC nye ejere. Med foreløbig 88,2 procent af aktierne på hånden er fem kampitalfonde parate til at gennemføre handlen med TDC, der skifter navn til Nordic Telephone Company ApS.
Hvilke konsekvenser, det vil få for de ansatte i telekoncernen, er svært at spå om, synes Mogens Hansen, tekniker og bestyrelsesmedlem i Dansk Metal Teleafdeling 8.
- Det er hammer svært at overskue, hvad der sker, og det er tydeligt, at kollegerne er utrygge over, hvad fremtiden vil bringe, siger han til Arbejderen.
Investorerne bag kapitalfondene har været ude og love, at de har til hensigt at køre TDC`s strategi videre på kerneområderne - bredbånd, mobil, fastnet og kabel-tv. Som bekendt har den strategi ført til massefyringer og omrokeringer i koncernen igennem flere år, og Mogens Hansen tror ikke på, at det bliver anderledes med kapitalfonde som ejere.
- Vi ved jo godt, at de penge som bliver investeret, skal hives hjem igen godt og vel. Så jeg tror, vi skal være forberedte på angreb på vores overenskomster. Samtidig med at der bliver satset på kerneområderne, tror jeg vi vil se, at andre mindre rentable områder vil blive solgt fra, påpeger tillidsmanden.
Han vurderer, at det kan betyde fyringer ud over det antal, som den nuværende ejerkreds har varslet for 2006 og 2007. Ganske vist regner Mogens Hansen med, at investorerne bag kapitalfondene overtager den borgfredsaftale, som TDC indgik med Dansk Metal sidste år og som blandt andet omhandler vilkår for frivillig fratrædelse i 2006 og 2007. Aftalen udløber uden varsel med udgangen af 2007.
- Men den kan opsiges med tre måneders varsel af ejerne, påpeger teknikeren.
Henning Thyrring, afdelingsformand i Teleafdeling 8 er ikke et sekund i tvivl om, at der kommer til at ske flere fyringer end de fem procent, som TDC allerede har bebudet.
- Det er ikke for vores blå øjnes skyld, at de her kapitalfonde skyder omkring 100 milliarder kroner i TDC. Det er heller ikke for at kunne give de ansatte bedre løn- og arbejdsvilkår eller bedre service til forbrugerne, siger han til Arbejderen.
Nøjagtigt som Mogens Hansen forudser han, at kapitalfondenes overtagelse af tele-koncernen vil føre til en yderligere opsplitning og frasalg af dele af virksomheden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278