Den danske befolkning er imod besættelsen af Irak, men der er fortsat et flertal i Folketinget for at forlænge de danske soldaters deltagelse
Modstanden mod besættelsen af Irak og antallet af angreb på de udenlandske soldater er steget i 2005 sammenlignet med 2004. Det konkluderer Forsvarets Efterretningstjeneste i deres seneste trusselsvurdering af situationen i Irak.
Socialdemokraternes forsvarsordfører Per Kaalund indrømmer, at besættelsen af Irak har slået fejl, og at de danske styrker skal hjem. De udenlandske soldater i Irak er i dag en del af problemet, påpeger han over Arbejderen.
Per Kaalund vil alligevel stemme ja til at forlænge den danske besættelse af Irak. Folketinget førstebehandler i dag regeringens forslag til at forlænge udstationeringen af soldaterne frem til den 1. juli.
Det nuværende mandat udløber den 2. februar. Kun SF og Enhedslisten vil stemme imod en forlængelse af besættelsen.
- Det nuværende mandat udløber om ti dage. Vores tålmodighed er løbet ud, og vi så helst, at vi pakkede sammen så hurtig som muligt. Men det kan vi jo ikke på ti dage. Den sidste frist for vores deltagelse er den 1. juli. Vi stemmer ikke for flere forlængelser overhovedet. Vi har længe efterlyst en plan for tilbagetrækning fra Irak. Den vil regeringen ikke ryste op med, siger Per Kaalund.
Regeringen vil styrke den såkaldte genopbygning af Irak ved at forstærke den særlige enhed i den danske styrke, der er afsat til at udføre genopbygningsopgaver. Styrken skal øges fra de nuværende ti til omkring 35 mand. Regeringen afsætter fortsat 20 soldater til NATO`s træningsmission i Bagdad, der uddanner irakiske soldater.
Det vil koste 175 millioner kroner at forlænge besættelsen med fem måneder, vurderer regeringen i sit beslutningsforslag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278