15 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rengøring til 36 kroner er ulovlig

Rengøring til 36 kroner er ulovlig

Torsdag, 12. januar, 2006, 00:00:00

Hjørring Kommune har udlejet kontanthjælpsmodtagere til billig rengøring siden 1992. Det har Arbejdsmarkedsrådet nu sat en stopper for

Det er ulovligt og konkurrenceforvridning når Hjørring Kommune gennem sit aktiveringsprojekt 'Familieservice' udlejer arbejdsløse på kontanthjælp til rengøring for 36 kroner i timen.
Det har Arbejdsmarkedsrådet i Nordjylland konstateret efter klage fra Landsorganisationen for Arbejdsledige, LA. Hjørring Kommune erkendte selv i oktober sidste år, at aktiveringsprojektet var ulovligt og satte udlejningen i bero.
Hjørring Kommunes aktiveringsprojekt, Gasværkets familieservice, udlejede de arbejdsløse til pensionister, til familier med børn under 12 år eller til familier med handicappede medlemmer. I hele 2004 var antallet af aktiverede i projektet 55. I oktober 2005 var der 39 deltagere.
- Dommen er klokkeklar. Hvis det ikke skulle være konkurrenceforvridende skulle priserne op på mindst 250 i timen. Dommen er, som jeg havde forventet. Kommunen kan ikke sende folk i ordinært arbejde uden at de får en ordinær løn, siger Peder Hvelplund, medlem af Enhedslisten i Hjørring, til Arbejderen.
Hans klage over aktiveringsprojektet blev afvist af Arbejdsmarkedsrådet med den begrundelse, at han ikke var part i sagen. Derfor har LA ført klagesagen. Der ligger nu en ny klage fra Peder Hvelplund i Arbejdsmarkedsrådet.
- Det skal være muligt for andre end fagforeninger og andre organisationer at klage over ulovlig aktivering. Både dem, der bliver sendt i aktivering, og de borgere, der opdager, at kommunen gør noget ulovligt, skal kunne klage, siger Peder Hvelplund.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. jan. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland