- Man bliver nogen gange helt panisk over, hvad man skal gøre for at få mad på bordet, siger Kasper Larsen, der er kontanthjælpsmodtager og bor i Sorø

af Elma Lindberg
Kasper Larsen er én af de danskere, der mærker regeringens økonomiske pisk i dagligdagen.
Det er nødvendigt at mennesker, der har fået kontanthjælp i lang tid, rammes på pengepungen, så de presses i job, hævder Claus Hjort Frederiksen. Beskæftigelsesministeren bruger denne argumentation hver gang, regeringen skærer i de sociale ydelser. Sådan lød det, da der blev indført loft over kontanthjælpen i januar 2004. Og sådan lyder det her i 2006, når der indføres et nyt krav om 300 timers ordinært arbejde særligt for ægtepar på kontanthjælp.
Men de mange forringelser bider sig selv i halen, lyder kommentaren fra Kasper Larsen.
- Man får hele tiden flere problemer, når økonomien bliver så stram. Så bliver der ikke noget overskud til at løse andre ting, fastslår han.

Opslidende natarbejde
En mørk vinterdag er Dagbladet Arbejderen på besøg hjemme hos Kasper i Sorø. Hans lille søn Rasmus på tre år leger på gulvet og i sofaen ved siden af os.
Kaspers tidligere samlever Linda har også to piger Pernille på ni og Cecilie på fem år.
Men familien bor ikke sammen længere. De tre børn bor hos Linda, mens Kasper har en lille lejlighed et andet sted i Sorø.
Kasper Larsen er 27 år, og er vokset op i Sorø. Han gik ud af 10. klasse, og arbejdede derefter på flere fabrikker i området, indtil han for fire år siden blev sygemeldt. Forinden knoklede han fire år på fast nathold på slagteriet i Ringsted.
- Det var hårdt, og til sidst havde jeg smerter i hænder, ryg og skuldre. Jeg var slidt ned til sokkeholderen, erklærer Kasper.
Psykisk gik det også nedad bakke.
- Jeg sov om dagen, og så kun mørket. Jeg blev depressiv, konkluderer han.
Kasper Larsen var kun var i begyndelsen af tyverne, da han måtte erkende, at han var udbrændt og nedslidt.

Ond cirkel
Ifølge Kasper er årsagen til, at Linda og han bor hver for sig det misk-mask af problemer, som de begge lever med: Dårlig økonomi, arbejdsløshed og de psykiske følger af en barsk opvækst.
- Det kørte skævt, siger han.
Der er ingen tvivl om, at økonomien spiller en afgørende rolle:
- Hvis man har en bedre økonomi, er det lettere at leve et almindeligt liv. Hvis man har økonomisk sikkerhed, så har man også mere overskud, fastslår Kasper Larsen.
I begyndelsen af 2004 tog Linda og Kasper konsekvensen af den onde cirkel deres forhold var inde i, og flyttede hver for sig.
- Vi skændtes. Det blev værre og værre. Og der var ikke penge nok til at vi kunne købe mad og opretholde en ordentlig levestandard, beretter Kasper.
De økonomiske problemer var meget opslidende, både for forholdet til kæresten og til børnene. Kasper kan ikke udholde tanken om, at børnene skal vokse op med de samme evindelige skænderier, som han kender fra sin egen barndom.
- Men man bliver nogen gange helt panisk over, hvad man skal gøre for at få mad på bordet, indrømmer han.
Kasper besøger ofte Linda og børnene. Men han erkender samtidig, at det går bedst, når han kan tage hjem til sig selv, når han eller Linda har brug for en lille pause i samværet.
Hun er også arbejdsløs og på kontanthjælp.

Økonomi skiller familien
Selvom økonomien også er stram, når de bor hver for sig, så ser det endnu værre ud, hvis de besluttede at flytte sammen. Så er Linda nemlig ikke enlig forsørger længere.
- Så mister vi tilsammen omkring 4500 kroner om måneden i tilskud. Det er boligsikring og friplads i daginstitutionerne, der ryger, oplyser Kasper.
Som enlige rammes de også af det loft over det samlede tilskud, som træder i kraft efter et halvt år på kontanthjælp.
En del familier mister op mod 2000 kroner om måneden.
For Linda betyder reglen ikke så meget. Hvis loftet blev fjernet, ville hun få 57 kroner mere om måneden. Kaspers boligsikring ville stige med cirka 500 kroner.
I den seneste tid har der været en del kritik af disse regler i medierne. I Folketinget har Enhedslisten stillet forslag om at fjerne loftet over den samlede hjælp.
Men hverken Socialdemokraterne eller Dansk Folkeparti vil stemme for, så der er ikke flertal.

Plagsom Usikkerhed
Når der kommer en ny lovpakke indeholder den ofte en stramning eller forringelse.
- Man er pisse bange for at tænde fjernsynet. Man ved aldrig, hvad de finder på, erklærer Kasper Larsen.
Senest Velfærdskommissionens rapport, hvor der tales om at sætte satserne for kontanthjælp ned til 60 procent af de nuværende.
- Det vil blive rigtig forfærdeligt, hvis det indføres. Så ender mange i rendestenen. Det er forfølgelse af arbejdsløse og mennesker, der er uarbejdsdygtige, erklærer Kasper.
Han er også forarget over, at høre politikere og eksperter i medierne taler om at tage fra kontanthjælpsmodtagerne og bruge pengene til at sætte skatten ned - men kun for folk i arbejde!
Medier og reklamer fodrer også den dårlige samvittighed, som ind imellem gnaver, når man som forældre ikke kan give børnene, det de har behov for.
- Man hører kritik af, at forældre ikke giver børnene varieret og næringsrig mad. Og så står man der og giver dem det samme billige pålæg på dag efter dag, bemærker Kasper med en smule træthed i stemmen.
For hele vejen rundt må der spares, og de forbrugsgoder som andre har i rigeligt omfang, må fordeles.

Fastlåst
- Man kan ikke give sine børn nyt tøj og legetøj, som de fleste andre børn får. Vi køber altid tøj i en genbrugsbutik. Og her er der én ghettoblaster til tre børn. Den står i køkkenet om dagen og børnene får den, når de kommer hjem om eftermiddagen.
Linda og Kasper boede sammen i de første år, efter at Rasmus var født.
Men med tiden blev Kaspers situation mere og mere fastlåst. Helbredsproblemerne forsatte, og psykisk kørte det op og ned.
- Jeg har været sygemeldt det meste af tiden siden. Bortset fra enkelte perioder, hvor jeg har været i aktivering eller på kursus. Jeg blev hele tiden syg igen, fortæller Kasper.
En overgang mente lægerne, at han havde en gigtsygdom, men siden frafaldt de den tanke.
Mens han arbejdede, var han i fagforening og a-kasse, og han betalte fortsat, mens han fik sygedagpenge. Men da han røg på kontanthjælp, var der ikke råd længere.

Ny nedtur
I de første år satsede Kasper Larsen på at komme tilbage til arbejdsmarkedet, og prøvede forgæves at finde et job, som han kunne klare.
Han ville også gerne tage en uddannelse. Men det var svært at finde noget, som kommunen ville betale, og som han samtidig havde mod på at gå i gang med. Det lykkedes dog for ham at få bevilget et kursus på journalisthøjskolen.
- Jeg startede, og var glad for det. Men så mistede jeg medicinbevillingen. Så havde jeg ikke længere råd til antidepressiv medicin, og røg ned med flaget, fortæller Kasper.
Efterhånden har Kasper opgivet at tage uddannelse eller finde et job.
- Det går i koks for mig, hvis der er for meget pres, erkender han.
Et fleksjob er tilsyneladende heller ikke indenfor rækkevidde.
- Dem er der vist ikke mange af i Sorø, siger han.
Derfor er Kasper tilfreds med, at kommunens sagsbehandler har indstillet ham til førtidspension. Så vil de usikre fremtidsudsigter, som han har levet med siden han stoppede på slagteriet, i det mindste forsvinde!