Fagbevægelsen i Århus er i kamp for B-jobcentre. Forsøg på enstrenget system blev stemt ned i Magistraten. Det vil være dødsstødet for de nuværende a-kasser
Venstre i Århus byråd tabte mandag en afstemning i Magistraten om at indføre en forsøgsordning i Århus med såkaldte C-jobcentre. Venstre blev stemt ned selv om de har rådmandsposten på området.
Hans Halvorsen, gruppeformand for Socialdemokraterne og formand for LO Århus, er meget klar i sin afvisning af forsøgsordningen:
- Det er regeringen og Claus Hjort Frederiksens forsøg på ad bagvejen at afskaffe de selvstændige a-kasser, og det er vi ganske enkelt ikke villige til at eksperimentere med, siger han.
Sagen er dog endnu ikke afgjort fordi de Radikale og SF endnu ikke har taget stilling til, om de støtter en forsøgsordning i Århus, ud fra ideen om at C-jobcentre er en decentral tænkning.
LO Århus mener dog ikke at et C-jobcenter har meget med decentralisering at gøre.
- Hvad der umiddelbart ligner decentralisering er i virkeligheden en voldsom centralisering. I B-jobcentre deler stat og kommune ansvaret. Et C-jobcenter er der imod bundet af en håndfast og detaljeret kontrakt med staten, udtaler LOs forretningsudvalg.
Hvis Århus går med i en forsøgsordning får kommunen mulighed for at oprette en pilotcenter hvor kommunen overtager statens ansvar for de arbejdsløse, der er medlem af en a-kasse.
Det vil samle alle arbejdsløse i et jobcenter det såkaldte C-jobcenter. Det betyder at alle arbejdsløse går ind af samme dør og snakker med én sagsbehandler uanset om man er på kontanthjælp eller medlem af a-kassen.
Hans Halvorsen frygter imidlertid, at hvis C-jobcentre gøres permanente og udbredes til samtlige kommuner, vil det være dødsstødet for de nuværende a-kasser. En fælles statsdrevet a-kasse med krav om obligatorisk medlemsskab for alle arbejdsmarkedsparate vil være en nærliggende tanke.
I flere kommuner foregår der for øjeblikket en kamp imod C-jobcentrene. I København er der stadig usikkerhed omkring udfaldet. I Randers kommune har Socialdemokraterne, Beboerlisten og de radikale indgået en konstitueringsaftale efter kommunalvalget der fastlægger, at der i Randers bliver oprettet et B-jobcenter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278