Trods uventede 15 milliarder kroner ekstra i skatteindtægter, vil Thor Pedersen stadig ikke slække sit jerngreb om kommunerne
I onsdags dukkede der pludselige ekstra 15 milliarder kroner op i statens pengekasse.
Pengene kommer fra ekstraordinært store indtægter fra skat på pensionsformuer. Og med de nyopdukkede 15 milliarder kroner lander statens overskud i 2005 på ialt 79 milliarder kroner.
Ikke desto mindre insisterer finansminister Thor Pedersen stadigvæk på, at kommunerne skal genåbne deres budgetter for 2006, og finde nye besparelser for ialt 2,1 milliarder kroner inden 15. februar. Ellers vil han skære i bloktilskuddet til kommunerne.
I onsdags holdt Kommunernes Landsforening, KL, en landskonference for de nye byråd og sammenlægningsudvalg i kommunerne. Herfra lød der en opfordring til kommunerne om at bøje sig for Thor Pedersens trusler og genåbne budgetterne.
KL-formanden Eigil Rasmussen forventer dog ikke, at det bliver muligt at finde besparelser på hele beløbet. Han anslår, at der kan findes 'mellem 1,25 og 1,5 milliarder'.
Bjarne Overmark, der er byrådsmedlem i Randers for Beboerlisten, forventer at der bliver ballade om Thor Pedersens trusler og krav i en lang række kommuner.
- Jeg tror ikke, der er mange, der vil støtte en nedskæringsrunde, heller i her i Randers Byråd. Og vi har jo i Beboerlisten lige indgået en konstitueringsaftale med Socialdemokraterne og de radikale, som siger, at der er stop for nedskæringer på børne- og skoleområdet, ældreområdet med videre. Så jeg har svært ved at se, at der kan blive lavet om på noget her, og det bliver i hvert fald ikke med vores stemmer, siger Bjarne Overmark til Arbejderen.
Thor Pedersens henvendelse skal behandles på et møde i økonomiudvalget i Randers på mandag.
Også flere socialdemokratiske borgmestre slår sig i tøjret.
- Vi kan ikke komme udenom pålægget fra regeringen og Folketingets flertal, så vi må se, hvad vi kan gøre. Men det bliver plat umuligt at nå det tal, som Thor Pedersen vil have, siger Jan Trøjborg(S), der er ny borgmester i Horsens.
Horsens skal stille med besparelser på 80 millioner kroner.
Bjarne Overmark finder situationen særlig grotesk i lyset af de uventede 15 milliarder kroner.
- Det er jo helt skudt, at finansministeren vil tvinge kommunerne til at åbne deres budgetter for at finde nye besparelser i en situation, hvor han selv sidder ovenpå en bugnende pengetank. I stedet vil han vel sløse dem væk i skattelettelser, forudser Bjarne Overmark.
Såvel økonomiske eksperter som en række politikere udenfor regeringspartierne forventer, at Thor Pedersen senere på året vil lancere nye skattelettelser.
Imidlertid er det for følsomt for regeringen at love skattelettelser allerede nu, fordi det vil vanskeliggøre forhandlingerne om de - angiveligt nødvendige - nedskæringer i velfærdsordningerne. Disse forhandlinger går i gang i februar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278