Der er masser af penge i det danske samfund til at sikre velfærden, fastslår fagforeninger og LO-afdelinger. De kaster sig nu ind i kampen om fremtidens velfærd
Der er penge nok til at sikre velfærden i Danmark. Vi har råd til velfungerende sygehuse, uddannelser med mere uden at indføre brugerbetaling og vi har råd til at bevare efterlønnen. Debatten handler om hvordan vi vil indrette vores samfund, mener fagbevægelsen i Århus.
Fagbevægelsen i Århus og LO Storbyerne sætter i næste uge gang i debatten om Velfærdskommissionens rapport. På tirsdag den 10. januar gennemfører Den Kommunale Fællesrepræsentation, FTF og Den Amtskommunale Fællesrepræsentation en temadag for deres medlemmer om regeringens velfærdskommissions rapport.
Torsdag håber formand for LO Århus Hans Halvorsen, at LO Storbyerne sætter gang i en lokal mobilisering til at diskutere velfærden. Velfærdskommissionens rapport skyder helt ved siden af i sine konklusioner, påpeger formand for Den Kommunale Fællesrepræsentation, Henning Truelsegaard.
- Regeringen forsøger at sælge et budskab, om at det er nødvendigt med store forandringer i samfundet, for at det kan overleve. Det bygger på teser som ligger 40 år frem. Udspillet skal kun legalisere forringelser her og nu. Det er jo svært at gennemføre forringelser, når samfundet bugner af penge. Baggrunden er, at der er andre kræfter i samfundet, der vil have et større overskud. Hele spillet går ud på at flytte pengene til private men så sandelig også til aktionærernes lommer, siger han til Arbejderen og understreger samtidig, at der er tale om en omfordeling af goder fra den almindelige lønmodtager til kapitalen.
Det ender i sidste ende med Foghs minimalstat, mener han. Efterløn, pension, integration, uddannelse, brugerbetaling og forsikring er alle væsentlige dele af Foghs reformer.
- Vi har ikke nogen økonomiske problemer i det her samfund. Det regeringen vil, er at ændre vores rimeligt solidariske velfærdssamfund til et samfund, hvor vi selv betaler de ydelser vi har brug for. Velfærdskommissionens rapport bakker op bag regeringens visioner om, at folk selv skal spare op til alderdommen, at vi selv skal betale for lægebesøg og at vi selv skal betale for tilkøbsydelser, hvis vi vil have ekstra hjemmehjælp. Det skaber et A- og et B-samfund. Vil vi det?, spørger Hans Halvorsen, LO-formand i Århus.
Han er dybt uenig med Velfærdskommissionen, når den siger, at vi ikke har råd til at bevare efterlønnen. Men hvor mange forstår den debat, som Velfærdskommissionen har sat gang i. Det er de færreste, vurderer han.
- Hvordan kan vi forholde os til et udspil der siger at vi om 40 år ikke har arbejdskraft nok i Danmark. Hvordan får vi den diskussion gjort nærværende så folk på arbejdspladsen går med i debatten. Er det rigtig at vi skal hæve pensionsalderen. Er det rigtig at vi skal betale for lægebesøg. Velfærdskommissionens rapport bygger på et forkert grundlag, siger Hans Halvorsen til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278