15 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Engelsk i børnehaveklassen

Engelsk i børnehaveklassen

Torsdag, 05. januar, 2006, 00:00:00

Tidligere engelsk gør ikke børn klogere, men risikerer at stjæle den legetid, som er vigtig for at udvikle barnets personlighed, advarer lærere.

'How do you do?'
Denne sætning kan de århusianske børnehaveklassebørn inden længe blive mødt af, hvis det står til den nyudnævnte børne- og ungerådmand i Århus, Louise Gade.
- Den verden som børn vil komme til at stå overfor, er international, og kravene vokser dag for dag. Skal vores børn klare sig i konkurrencen, er vi ikke bare nødt til at styrke deres faglighed, vi skal også gøre børnene mere internationalt parate ved at gøre dem endnu stærkere til sprog. Jeg kan sagtens forestille mig, at vi laver forsøg med engelsk sprogstimulering helt ned i de små klasser. Måske i børnehaveklassen og i 1. og 2. klasse, siger Louise Gade til Jyllands-Posten.
Den 1. januar overtog hun ansvaret for kommunens mere end 400 daginstitutioner og næsten 50 skoler.
I næste uge skal hun mødes med formanden for den lokale lærerforening. Her vil han ikke lægge skjul på sin vrede over hendes idé.
- I netop den periode af deres liv, er mange børn i gang med at udvikle deres danske begreber. Det er vigtigt, at de er på plads, før børnene tager fat på et nyt fremmedsprog, advarer Gordon Ørskov Madsen, formand for Århus Lærerforening, overfor Arbejderen.
I dag starter børnene med engelsk i 3. klasse. Flere lokale folkeskoler har forsøgt sig med engelsk allerede fra 2. klasse. Men selvom eleverne starter tidligere, så er de ikke bedre til engelsk, end deres jævnaldrende som er startet senere, hvis man sammenligner hvor langt de er nået i 6. klasse.
- Hvis børnene alligevel ikke er klar til at lære bedre fremmedsprog, så er der bestemt ikke nogen grund til at indføre engelsk i de små klasser. Vi må også tænke på den tid til legeaktiviteter, som en tidligere engelskundervisning vil blive taget fra: I en globaliseret verden, er det vigtigt, at vores børn udvikler sig til selvstændige individer, som kan indgå i fællesskaber sammen med andre mennesker. Legen er en stor del af børnenes personlighedsudvikling. Man ender med at gøre børnene en bjørnetjeneste, hvis man satser entydigt på tidlig indlæring, fastslår lærer-formanden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jan. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland