13 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Afviser misbrug af aktiverede

Afviser misbrug af aktiverede

Torsdag, 22. december, 2005, 00:00:00

Det er helt i orden, at kunstmuseet ARoS i Århus Kommune har 22 ansat på ekstraordinære vilkår, lyder det fra to socialdemokratiske rådmænd

Der er intet usædvanligt i, at mere end hver tredje ansat på kunstmuseet ARoS i Århus er ansat på 'ekstraordinære' vilkår.
Det mener i hvert fald Flemming Knudsen og Torben Brandi Nielsen, begge Socialdemokrater og henholdsvis rådmand for Arbejdsmarkedsafdelingen og Kulturforvaltningen i Århus Kommune.
I et svar til Landsorganisationen af Arbejdsledige (LA) skriver de blandt andet:
'Det er Arbejdsmarkedssektorens vurdering, at de i alt 22 stillinger (17 i aktivering og fem i fleksjob, red.) vil være det maksimale, at ARoS kan bære i den nuværende situation'.
Svaret kommer efter at LA den 5. maj sendte en række spørgsmål på foranledning af en udtalelse fra museumsdirektør Jens Erik Sørensen. Han udtalte til den lokale presse, at museet havde ansat 22 personer i aktivering eller skånejob, at det var dobbelt så mange som normalt, og at det skete for at nedbringe underskuddet på ARoS.
Det fik LA til at reagere med henvisning til, at lov om aktivering har til hensigt at 'begunstige selvforsørgelse'.
LA gør i brevet til museet opmærksom på, at der er et misforhold mellem lovens intentioner og direktørens officielle udmelding om, at der er personer i aktivering på ARoS for at dække et underskud.
Rådmændene mener, det beror på en fejl, når der snakkes om 'norm' i forhold til aktiverede og støttede stillinger. De præciserer, at der 'er foretaget en vurdering af, hvor mange støttede stillinger, det er hensigtmæssigt at have på ARoS'.
Rådmændene tager i svaret ikke stilling til direktørens udtalelser om, at der ansættes aktiverede for at nedbringe museets underskud. Her henviser de to socialdemokrater blot til lov om aktiv beskæftigelsesindsats.
Kirsten Prangsgaard, formand for godt 700 museumsansatte magistre, kender ikke konkret situationen på ARoS.
- I bestyrelsen er vi opmærksomme på det generelle problem i forhold til de ekstraordinært ansatte på landets museer. Vi har intet overblik over omfanget, men forventer da, at de myndigheder, der anviser arbejdskraften, overholder loven, siger hun til Arbejderen.
LA i Århus vil drøfte svarene på et bestyrelsesmøde i januar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. dec. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland