I går gik elever og studerende på gaden i de største byer for at forsvare 10. klasse, SU og gruppeeksamen
På Københavns Rådhusplads fræsede gymnasieelever i går om kap med travle folk på julegaveindkøb.
- Vi vil forsøge at give et billede på det uddannelsesræs, som regeringen giver startskuddet til, når de afskaffer 10. klasse og gruppeeksamen, fortæller næstformand i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Pelle Flachs Madsen, til Arbejderen.
Elever i landets fire største byer deltog i aktioner i protest mod regeringens forslag om at indsnævre 10. klasse, afskaffelse af gruppeeksamen og planerne om at skære i SU`en.
Statuer i forskellige byer blev udsmykket med bannere. Eksempelvis udtaler Den Lille Havfrue:
- En sådan mangel på respekt overfor danske værdier og idealer er til at tabe hovedet over - endnu en gang!
Aktionsdagen er starten på en fælles kampagne til forsvar for princippet om, at uddannelse skal være for alle, og at uddannelse ikke kun skal ruste de unge til et arbejde, men til hele livet.
I Århus, Aalborg og Odense delte erhvervsskoleelever løbesedler og kondomer ud.
- Det sker i protest over Velfærdskommissionens forslag om at afskaffe SU`en og erstatte den med lån. Vi vil gerne advare mod at lave børn i et land, hvor uddannelse risikerer at blive så dyr, at kun de rige har råd til at give deres børn en uddannelse, fortæller Rasmus Gudmandsen formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO).
Universitetsstuderende på pædagogik, historie og humanistisk basisår besatte store dele af Roskilde Universitetscenter (RUC). De brugte tiden på masser af gruppearbejde og på at male bannere, der blev hængt op i byen.
I alt ni uddannelsesorganisationer bakker op om kampagnen.
Udover aktioner er der også sat gang i en underskriftsindsamling for bevare gruppeeksamen. Den er nu oppe på 27.536. Du kan skrive under: www.bevargruppeeksamen.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278