12 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pivåben skattehul lukkes

Pivåben skattehul lukkes

Torsdag, 15. december, 2005, 00:00:00

Ærgeligt, at skatteministeren har været flere måneder om at få lukket hullet. Det har kostet statskassen dyrt, siger Morten Homann

I går fremsatte skatteminister Kristian Jensen et lovforslag, der skal lukke et særdeles lukrativt skattehul, som har stået vidtåben for de glubske kapitalfonde i adskillige år.
Ifølge Kristian Jensen er det magtpåliggende for ham, at han får hullet lukket tids nok til, at det ikke kan udnyttes af de fem kapitalfonde, der i starten af januar endelig overtager TDC.
TDC har betalt rundt regnet halvanden milliard kroner i skat om året, og det er penge som vil være tabt for statskassen, hvis ikke hullet bliver lukket.
Det hul, som kapitalfondene kan udnytte, når de i dag køber virksomheder op i Danmark, består i, at de kan trække renter 100 procent fra på skattebilletten, og derved stort set undgå at betale skat i Danmark.
Kapitalfondene kommer nemlig - på grund af den særlige selskabsform, som de danner ved overtagelsen - ikke ind under de almindelige regler for såkaldt 'tynd kapitalisering'. Ifølge disse regler kan man ikke få fuld fradrag for renter på skattebilletten, hvis selskabet er belånt til op over skorstenen.
Pengetankene er netop kendetegnet ved, at de belåner de opkøbte virksomheder til over skorstenen.
Problemet med skattehullet blev yderligere forværret, da skatteminister Kristian Jensen for få måneder siden gjorde det endnu hurtigere og lettere for kapitalfondene, at få adgang til de lukrative skattefradrag. Det skete i forbindelse med vedtagelsen af den nye sambeskatningslov.
Morten Homann, der er skatteordfører for SF, er en af dem, der ustandselig har bidt skatteministeren i haserne, for at få lukket hullerne.
Han har ikke haft tid til at granske det nye forslag i detaljer. Men umiddelbart er han tilfreds.
- Det ser ud til, at skatteministeren har fået ram på fondene i denne omgang, så de i det mindste ikke får nogle særrettigheder, ud over alle de skattehuller, der er for erhvervslivet som sådan, siger Morten Homann til Arbejderen.
- Men jeg synes, det er ærgeligt, at der skulle gå mange måneder, før det bliver gjort. Han skal skal simpelthen tvinges til truget, fastslår Morten Homann.
- Og i den tid har staten mistet skatteindtægter, fordi hullet er blevet udnyttet.
Ifølge John Bygholm, der er revisor og formand for de statsautoriserede revisorers skatteudvalg, vil mange kapitalfonde dog stadigvæk kunne skabe en situation, hvor de kan fratrække renterne efter de normale regler i Danmark, mens deres renteindtægter reelt aldrig bliver beskattet.
Det sker, fordi kapitalfondene via holdingselskabet formelt låner penge til det opkøbte firma, der derefter kan trække renteudgifterne fra på den danske skatteregning. Renteindtægterne vil derimod tilfalde holdingsselskabet, der typisk vil være registreret i et skattely-land.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. dec. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland