12 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdet koster 133.000 jobbet

Arbejdet koster 133.000 jobbet

Torsdag, 15. december, 2005, 00:00:00

Dårligt arbejdsmiljø er skyld i hver tredje sygemelding og hver tredje førtidspensionering. Muskel- og skeletbesvær er hovedårsag, men udsat i Hjorts handlingsplan

Over 86.000 danskere er sat ud af spillet på grund af dårligt arbejdsmiljø. Det viser nye tal fra Arbejdsmiljøinstituttet, AMI.
Ifølge AMI er dårligt arbejdsmiljø skyld i en en tredjedel af alle førtidspensioneringer. Med godt 259.000 danskere på førtidspension giver det de omtalte 86.000. Dertil kan man lægge den tredjedel af sygemeldingerne, der ifølge en tidligere AMI-undersøgelses også skyldes dårligt arbejdsmiljø. Med konstant 140.000 danskere på sygefravær er i alt 133.000 danskere altså afskåret fra at arbejde på grund af dårligt arbejdsmiljø.
Tallene er indgået i grundlaget for beskæftigelsesministerens nye handlingsplan for arbejdsmiljøet frem til år 2010. Her peges på fire prioriterede områder: Arbejdsulykker, psykisk arbejdsmiljø, støj samt muskel- og skeletbesvær. Og der sættes tal på de tre første, med begrænsninger på mellem ti og 20 procent over den næste femårsperiode. Kun muskel- og skeletbesvær er der endnu ikke sat mål på.
Handlingsplanen får stor ros fra blandt andet Bygge-, Anlæg- og Trækartellet, BAT. Rosen er mere forbeholden hos 3F. Forbundet peger på, at beskæftigelsesministeren har fulgt arbejdsgivernes krav om først i 2007 at sætte klare mål for nedbringelsen af muskel- og skeletbesvær.
- Når vi har en minister, der netop er meget optaget af sygefravær, så kunne han have trådt i karakter med en skarpere og mere ambitiøs kurs. Især når vi alle ved, at skader i bevægeapparatet er det arbejdsmiljøproblem, der er årsag til mest sygefravær, og tillige det største problem i forhold til langtidssygdom, siger forbundssekretær i 3F Ulla Sørensen til Fagbladet 3F.
I Folketinget peger Enhedslisten på et andet afgørende problem: Hvordan man kommer frem til de opstillede mål i handlingsplanen.
- Det er gode og fornuftige mål, men der følger ikke et eneste redskab med til at gennemføre målene, siger Jørgen Arbo-Bæhr, Enhedslistens arbejdsmiljøordfører.
- Hjort Frederiksen har tidligere sat som mål, at antallet af dødsulykker og mere alvorlige arbejdsulykker skulle reduceres med 15 procent fra 2000 tl 2005. Men målet blev først sat i 2002, hvor denne reduktion allerede var en kendsgerning. Siden er det gået den forkerte vej. Og det er beskæftigelsesministerens ansvar, siger Jørgen Arbo-Bæhr til arbejderen.
Beskæftigelsesministeren var i går kaldt i samråd i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om baggrunden for stigningen i alvorlige og dødelige arbejdsulykker - og hvad han havde tænkt sig at gøre ved den. Claus Hjort Frederiksen afviste her, at han har del i ansvaret for stigningen.
- Men de folk, der har forstand på sikkerheden på byggepladserne, peger på at det har haft stor betydning, at han har fjernet kravet om sikkerhedsrepræsentanter på små arbejdspladser, samt Arbejdstilsynets mulighed for at uddele administrative bøder, påpeger Jørgen Arbo-Bæhr.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. dec. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland