12 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vil afskaffe loft over kontanthjælp

Vil afskaffe loft over kontanthjælp

Tirsdag, 13. december, 2005, 00:00:00

Den seneste tids debat om fattigdommen i Danmark tegner et muligt flertal for at afskaffe loftet over kontanthjælpen. SF klar med et forslag

Mandag var Socialminister Eva Kjer Hansen kaldt i åbent samråd i Folketingets Socialudvalg.
Det skete med henblik på at diskutere den rapport om de udsatte grupper, som Socialforskningsinstituttet (SFI) offentliggjorde i sidste uge. Konklusionen lød, at der er blevet flere fattige, og de er blevet fattigere.
Socialministeren medgav på mødet i Socialudvalget, at nogle mennesker har fået det dårligere. Der imod afviste hun, at man med SFI-rapporten i hånden kan tale om, at de dårligst stillede generelt har fået det værre.
'Oppositionen forsøger at fremstille det, som om de svageste i Danmark generelt har fået det dårligere. Det er simpelthen ikke korrekt', sagde Eva Kjer Hansen ifølge JyllandsPosten.
I SFI-rapporten peger flere af de medvirkende organisationer på kontanthjælpsloftet som den direkte årsag til stigende fattigdom. Den debat, som også tidligere rapporter om de mest udsatte sociale grupper har ført med sig, får nu SF til at fremsætte et forslag i Folketinget om at afskaffe kontanthjælpsloftet.
- Det lader til, at en række partier er begyndt at fortryde deres syndige handlinger. Det gælder De Radikale og Socialdemokraterne, som begge er skyld i, at vi i dag har et loft over kontanthjælpen, siger Villy Søvndal og tilføjer, at også Dansk Folkeparti har signaleret, at partiet er villig til at se på loftet.
Lykkes det at få fjernet loven om loft over kontanthjælpen, så vil det være en kærkommen julegave til de fattigste familier, understreger Villy Søvndal.
Det vil i så fald være en forsinket julegave, da forslaget tidligst kommer til afstemning i januar.
Ligeledes i januar, helt nøjagtigt den 17. januar, er der forespørgselsdebat i Folketinget om ulighed. Her overvejer Villy Søvndal at stille mistillidsvotum til Socialministeren.
- Jeg har svært ved at se, at Eva Kjer Hansen varetager de udsattes interesser. Til gengæld kan jeg se, at hun nu i flere omgange er kommet en trængt statsminister til undsætning, siger SF-formanden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. dec. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland