Fattigdommen kom i går på besøg i Folketinget, da Rådet for Socialt Udsatte inviterede arbejdsløse, politikere, kommuner og 30 frivillige organisationer til debat om fattigdom
For en sjælden gang stod de offentligt frem: De to unge arbejdsløse, dem der arbejder med hjemløse på herbergene, dem der lytter til den enlige mor eller familien på starthjælp, der sidst på måneden ikke har råd til at købe ordentlig mad til deres børn. Og de socialrådgivere, der oftere og oftere oplever, at de må smække kassen i for borgere, der beder om hjælp.
For en dag blev fattigdommen rykket ud af de private stuer og direkte ind i Folketinget.
Det var Rådet for Socialt Udsatte, der i går havde sat en lille del af de mange fattige danskere stævne, dagen før Velfærdskommissionen offentliggør sin længe ventede rapport om indretningen af fremtidens velfærdssamfund. I alt 224.000 personer lever, ifølge Socialministeriets egne tal, i 'lavindkomstgrupperne'.
Der blev ikke kun sat tal - men også ansigter på fattigdommen. En af dem var 23-årige Silvia Papp fra Nørrebro i København:
- Jeg er nødt til at spare på alting i hverdagen. Jeg spiser tit rugbrød til aftensmad. Det er ydmygende ikke at have råd til at lære andre at kende eller vise mine venner og familie, at jeg sætter pris på dem. Det er hårdt ikke at kunne invitere folk på en middag. Udover at være fattig, risikerer man også hurtigt at blive socialt isoleret.
Den unge arbejdsløses fortælling var bare en af mange på konferencen. Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, samlede op på de mange skæbner:
- Vi har i dag hørt om en starthjælp, der aldrig er nået i mål: Den har ikke skaffet flere i arbejde, blot skabt flere fattige. Vi har hørt om de voksne, der sparer på deres egne behov for at sikre barnet bare et minimum af oplevelser og ordentlig mad. Vi har hørt om ydmygelserne ved ikke at have råd til ordentlig tandlægehjælp, ved at skulle hente møbler i containeren og købe brugt tøj i genbrugsforretningen. Vi har hørt om unge, der lever af leverpostej og går på jagt efter smagsprøver i ISO. Hvad enten man vil se det i øjnene eller ej, så findes der mennesker der lever i fattigdom i dagens Danmark. Det er uanstændigt, fastslog Preben Brandt.
Selv Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, der har rejst i mange af verdens allerfattigste lande, var rystet over at høre om fattigdomsproblemerne herhjemme:
-Der er forskel på fattigdom i et tredjeverdensland, der befinder sig i en katastrofesituation og en velfærdsstat som Danmark. Danmark har et overskud på de offentlige budgetter på 51 milliarder kroner. Samtidig efterlader denne konference ingen tvivl tilbage om, at der findes fattigdom i Danmark. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt, fastslog han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278