06 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sindelagskontrol og terror

Sindelagskontrol og terror

Lørdag, 05. november, 2005, 00:00:00

Før der så meget som er rejst tiltale mod en række anholdte i forbindelse med fundet af et ¤¤selvmordsbælte¤¤ i Bosnien, lægger regeringen nu op til en lang række stramninger i det, der kaldes terror-bekæmpelse, men som mere antager form af meningsterror mod den danske befolkning.

Blandt de 49 forslag, som regeringen vil udmønte i lovforslag allerede den 16. november, er et om, at politiet skal have lov til at kunne aflytte alle
telefonsamtaler inden for et lokalområde. Et andet pålægger internet-tjenester at indrette udstyret, så politiet kan kigge med, og teleudbyderne at åbne en døgnbetjent service, så politiet til enhver tid kan bryde ind i en telefonsamtale. Reelt giver forslaget PET fri adgang til total-overvågning af landets borgere - vel at mærke, uden at PET på noget tidspunkt behøver at oplyse borgerne om, at de er blevet overvåget. Og det er endda for intet at regne mod de indgreb - eller snarere overgreb - som udlændinge i Danmark kan udsættes for. Hvis PET

eller politiet skønner, at de gennem tale, skrift eller handlinger har udvist 'demokratifjendtlig adfærd', er det ud af landet.
Det er sindelagskontrol, og en glidebane, der kan føre til politisk kontrol med yderfløjene i dansk politik, uanset om de er udlændinge eller danskere, advarer en af landets førende eksperter, som i to år har forsket i terrorisme for Rigspolitiet.Regeringen synes dog mere end parat til at ofre retssikkerheden på baggrund af det terror-hysteri, den selv med god hjælp af borgerpressen har oppisket i forbindelse med anholdelserne.
'Folk vil spørge, om det virkelig er kommet så vidt? Og så må vi erkende, ja, det er kommet så vidt,' formåede justitsminister Lene Espersen at fyre af i forbindelse med lanceringen af rapporten med de 49 forslag til bekæmpelse af retssikkerheden - undskyld, terrortruslen, var det vist. Ja, det er virkelig kommet så vidt, at en liberal regering vil indføre tilstande, som den ellers i vid udstrækning anklager de tidligere socialistiske lande for at have haft: Omfattende kontrol af borgerne, opbygning af anonyme anmelder-net (såkaldte 'civile agenter'), og et totalt farvel til brevhemmeligheden. Det eneste der mangler, er politiets ret til at tilbageholde personer på ubestemt tid.
Med sådanne forholdsregler over for en terrortrussel, der end ikke er bevist, må man frygte, hvad regeringen kan finde på, hvis det virkelig går løs. Så er der vel kun internering af alle 'mistænkelige muslimer' og deres 'venstredrejede støttepartier' tilbage. At det desværre ikke engang er at male fanden på væggen, ses af beskyldningerne mod en københavnsk overborgmesterkandidat for 'støtte til terror', fordi hun har påpeget, at Danmarks deltagelse i en ulovlig krig i Irak øger faren for terroraktioner her i landet. Hykleriet og sindelagskontrollen kender ingen grænser.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. nov. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland