06 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Alle skal overvåges

Alle skal overvåges

Fredag, 04. november, 2005, 00:00:00

PET skal overvåge over en bred kam, i stedet for at bruge tid på dommerkendelser, lyder et af de 49 forslag til stramninger af terrorlovene

Ingen kan vide sig sikre...
Hvis du bruger en telefonboks, som også benyttes af en mistænkt terrorist... Eller hvis du befinder dig i et område, hvor politiet mener der er en terrorhandling på vej...
Alle risikerer fremover at blive aflyttet af Politiets Efterretningstjeneste, PET.
Sådan lyder bare nogle af de i alt 49 forslag til at stramme terrorlovene, som regeringen fremlagde i går.
Forslagene er udarbejdet af et embedsmandsudvalg, som blev nedsat efter terrrobomberne i London.
-Der lægges op til en uacceptabel grad af overvågning. Man fjerner sig længere og længere fra princippet om, at politiet skal have en konkret mistanke, til i stedet at masseovervåge almindelige mennesker. Det skaber utryghed - selvom regeringen påstår, at de nye tiltag skal skabe tryghed og beskytte os, fastslår Niels Forsby, formand for Landsforeningen af Beskikkede Advokater overfor Arbejderen.
Politiet får god tid til at overvåge. De nye tiltag skal nemlig kunne gennemføres uden at PET skal bekymre sig om at fremlægge beviser for en dommer og indhente en dommerkendelse.
- I dag vægtes hensynet til retssikkerheden meget højt. Men det nytter ikke noget, at politiet er nødt til at vente flere dage på en dommerkendelse. Vigtige oplysninger risikerer at gå til spilde, hvis politiet skal vente så længe, begrunder justitsminister Lene Espersen.
PET skal også have fri adgang til at snage i offentlige registre og indhente dybt personfølsomme oplysninger hos eksempelvis din socialrådgiver eller på skattekontoret - et forslag som EU-kommissionen længe har hungret efter at komme igennem med i EU.
-Ved at kigge i flere forskellige offentlige registre på én gang, vil myndighederne kunne optrevle store dele af et menneskes liv. Vi har ikke et godt liv, hvis vi konstant overvåges eller føler os overvåget og ikke har mulighed for at være private. Ikke engang argumentet om, at hvis du ikke har noget at skjule så risikerer du ikke overvågning, holder, hvis forslagene gennemføres, konstaterer Niels Forsby.
De næste 14 dage vil regeringen gennemgå forslagene. Sandsynligvis vil de fleste af dem blive til lovforslag og taget med i den terrorpakke, som justitsministeren fremlægger for Folketinget den 16. november.
Statsministeren holdt sig i hvertfald ikke tilbage.
-Vi har givet embedsmændene frie hænder. Mange af forslagene er ganske vidtgående. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sikre borgernes retssikkerhed. Men samtidig vil vi ikke tøve med at tage de nødvendige skridt for at bekæmpe terrorisme, fastslog statsminsiter Anders Fogh Rasmussen, da han sammen med sin justitsminister fremlagde forslagene.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. nov. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland