Flere danske soldater kommer hjem fra Irak med psykiske problemer som for eksempel depressioner, viser militærets egne tal
Antallet af danske soldater der vender hjem fra Irak med psykiske problemer stiger voldsomt. På hold tre der vendte hjem i august sidste år har 12 procent haft efterreaktioner så som depressioner, søvnbesvær og voldsomme vredesudbrud.
Det er en fordobling i forhold til hold et og hold to, viser militærets egne tal. I modsætning til hold et og to der var i Irak i fire måneder, var hold tre udstationeret i seks måneder.
Seks måneder er den normale længde på udstationering, men formanden for Hærens Konstabel og Korporalforening, Flemming Nielsen, vil nu have undersøgt, om det er for længe at sende soldater til Irak, som er en meget skrap mission, med større risiko end soldaterne er vant til.
Den danske indsats i Irak adskiller sig fra andre operationer, ved at sikkerhedssituationen er forværret, siden soldaterne kom til landet, forklarer oberstløjtnant fra Forsvarskomandoen Hans Christian Mathisen til Danmarks Radio. Udover et længere ophold er hold tre det første hold, der ikke er sammensat af professionelle soldater.
-På hold tre har man brugt tidligere værnepligtige, der har gennemført en et års uddannelse. Men de er ikke dårlig uddannet. Flere har fået medaljer for heltemodig indsats i forbindelse med operationer, siger han.
En af deltagerne på hold tre, kaptajn Jesper Burling, mener at de psykiske problemer rammer både soldater på 19-20 år og ældre, der har været sendt ud før. De ser død og ødelæggelse, og oplever at skulle skyde på folk og selv at blive beskudt. Det er meget svært at snakke med familien og vennerne om, når man er hjemme igen. Derfor tier mange, mener Jesper Burling.
Træk soldaterne hjem
'De danske soldater skal hjem inden jul, lige som nu Norge trækker deres soldater hjem'.
Det er budskabet fra faderen til den danske dræbte soldat i Irak, Bjarke Kirkmand.
'Jeg kan slet ikke se den mindste mening med hans død, fordi Folketinget ikke havde et klart folkeretsligt grundlag bag beslutningen', siger Johan Kirkmand i Politiken.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278