05 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsgivere skaber flaskehalse

Arbejdsgivere skaber flaskehalse

Fredag, 14. oktober, 2005, 00:00:00

A-kassernes brancheorganisation beskylder arbejdsgiverne for at medvirke til at skabe flaskehalse på arbejdsmarkedet

Når arbejdsgivere i eksempelvis byggebranchen beklager sig over, at det er umuligt at få en dansk tømrer eller murer, så skulle de måske overveje at kigge lidt rundt i egne rækker.
Mellem 92 og 97 procent af de arbejdsløse medlemmer af syv a-kasser, der dækker byggeområdet, er blevet sagt op eller sendt hjem af arbejdsgiveren, viser en undersøgelse lavet af a-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke. For medlemmer af alle landets a-kasser gælder det, at omkring 89 procent er blevet sagt op eller sendt hjem.
Morten Kaspersen, formand for Samvirket, mener, at det må ramme en solid pæl gennem påstandene om, at de arbejdsløse selv siger deres job op, og han mener, det bør få arbejdsgiverne til at ændre adfærd.
- Undersøgelsen afdækker et stort paradoks, nemlig at flaskehalse på bygge- og anlægsområdet er et problem, som arbejdsgiverne selv er med til at skabe ved afskedigelse af medarbejderne. Det ville derfor klæde arbejdsgiverne, hvis de fremover i større grad forsøger at planlægge deres arbejde og produktion frem for at hyre og fyre medarbejdere i et væk og efterfølgende gå ud i offentligheden og påstå, at de ikke kan få den nødvendige arbejdskraft, siger han til Net-Redaktionen.
Undersøgelsen slår ned midt i det bebudede serviceeftersyn af arbejdsmarkedsreformen 'Flere i arbejde'. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har netop brugt eksemplet med flaskehalsproblemer i enkelte brancher som argument for at stramme rådighedsreglerne for de arbejdsløse.
Morten Kaspersen er klar over, at der er behov for arbejdskraft indenfor byggeriet. I den forbindelse gør han opmærksom på, at a-kasserne gerne stiller op til at få de sidste arbejdsløse i job hurtigst muligt, gerne i samarbejde med Arbejdsformidlingen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. okt. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland