15 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Slagteri lukker i Odense

Slagteri lukker i Odense

Lørdag, 08. oktober, 2005, 00:00:00

Slagterikoncernen har besluttet at lukke afdelingen i Odense i februar næste år. 840 ansatte mister arbejdet

I går lød beskeden til de 840 ansatte på Danish Crown i Odense: Arbejdspladsen lukker til februar.
- Jeg er skuffet, chokeret og overrasket, siger Palle Schultz Jørgensen, næstformand i Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundets (NNF) Odense afdeling til Arbejderen.
Han fatter ganske enkelt ikke, at Danish Crowns ledelse vælger at skære en afdeling væk, som kan præstere sorte tal på bundlinjen og ovenikøbet er kendetegnet ved fleksible arbejdere.
Chokket over lukningen er ikke blevet mindre af, at der blev annonceret efter nye lærlinge for knap 14 dage siden.
Reaktionen fra slagteriarbejderne bar da også tydeligt præg af frustration, fortæller fagforeningsmanden. Nogle fik tårer i øjnene, andre gik på det nærliggende værtshus, mens andre igen gik hjem.
Palle Schultz Jørgensen lægger ikke skjul på, at han synes, det er dårlig personalepolitik at annoncere en arbejdspladslukning fredag lige inden middag.
- Hverken tillidsfolk eller fagforening har mulighed for at reagere på meddelelsen eller svare på alle de spørgsmål, sådan en besked fører med sig, siger næstformanden til Arbejderen.
Danish Crown i Odense slagter 38.000 svin om ugen. De skal efter lukningen slagtes i Ringsted og på det nye storslagteri i Horsens, hvor kapaciteten optrappes løbende. I Fåborg udvides udbeningskapaciteten.
Selv om der kommer nye ekstra arbejdspladser i Ringsted og Fåborg, erkender koncernledelsen, at der er tale om en samlet produktionsnedgang, da ikke alle vil blive tilbudt andet arbejde.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til lukningen fra tillidsmand Kim Laursen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. okt. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland