04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Status over den kommunistiske enhedsproces

Status over den kommunistiske enhedsproces

Tirsdag, 27. september, 2005, 00:00:00

DKP/ML`s landsledelse beklager, at en historisk mulighed for at forene vore to partier om at skabe et nyt kommunistisk parti - som tingene står nu - er gledet os af hænde

af DKP/ML`s landsledelse 24. september 2005
DKP/ML`s landsledelse har på sit møde den 24. september analyseret samlingsprocessen mellem DKP/ML og KPiD. Vi har i særlig grad undersøgt den situation, der er opstået, fordi KPiD`s landsledelse konsekvent afviser at basere processen på den grundlæggende enhed, der eksisterer mellem vores partier.
DKP/ML`s landsledelse konstaterer med beklagelse, at diskussionerne mellem de to partiers landsledelser af denne grund er løbet ind i en blindgyde uden udsigt til at bære frugt. Intet tyder på, at dette vil blive ændret, og alt tegner til en udsigtsløs proces, hvor der fokuseres på uenigheder, og hvor dannelsen af et nyt kommunistisk parti udskydes til en uvis fremtid.
Vi har derfor besluttet at indstille de forhandlinger, som de sidste to år har været gennemført med KPiD`s landsledelse.
Den fælles arbejdsgruppe, som de to landsledelser nedsatte i foråret 2004, konkluderede efter et grundigt arbejde, at der på vitale programmatiske spørgsmål eksisterer en grundlæggende enhed mellem partierne. Arbejdsgruppen anbefalede derfor de to partiers ledelser, at de i fællesskab satte kurs mod dannelsen af et nyt kommunistisk parti.
Både på DKP/ML`s landsmøde og KPiD`s ekstraordinære kongres, der begge blev afholdt i april 2005, blev det bekræftet, at der er grundlag for at fortsætte processen frem mod et nyt kommunistisk parti. Derfor har DKP/ML efterfølgende fremlagt en række forslag til, hvordan processen kunne videreføres som en åben og demokratisk proces mellem selvstændige og ligeberettigede partier. Vi har blandt andet foreslået, at de to partier på grundlag af rapporten og dens anbefalinger i fællesskab påbegynder et arbejde med at udarbejde et forslag til principprogram for det nye kommunistiske parti. Vi må konstatere, at KPiD`s landsledelse har valgt at feje både arbejdsgruppens rapport og vores forslag til side.
KPiD`s landsledelse har forsøgt at ignorere rapporten og dens anbefalinger, og den har i flere tilfælde undladt at behandle og besvare vores forslag og henvendelser omkring den videre enhedsproces. I stedet for at udbygge og konsolidere enheden mellem partierne lægger KPiD`s landsledelse op til en ufrugtbar polemik omkring en række spørgsmål af underordnet karakter, hvor der muligvis er uenigheder. Det gælder forhold i den kommunistiske bevægelses historie og spørgsmål omkring forbindelserne til den internationale kommunistiske bevægelse.
DKP/ML har i hele forløbet erklæret sig rede til at diskutere disse spørgsmål. Men det må ske for at styrke enheden - ikke for at grave nye grøfter. Og det må ske fremadrettet, så principperne for, hvordan det nye kommunistiske parti skal håndtere de pågældende spørgsmål, afklares.
DKP/ML`s landsledelse beklager, at en historisk mulighed for at forene vore to partier om at skabe et nyt kommunistisk parti - som tingene står nu - er gledet os af hænde. Forhåbningerne til processen har været store, også langt uden for vore to partiers rækker.
Samlingen af alle danske kommunister - uanset nuværende organisering - i et nyt fælles kommunistisk parti er fortsat en nødvendighed og dermed en strategisk målsætning for DKP/ML. Vi vil derfor fortsat deltage aktivt i alle oprigtigt mente bestræbelser på at nå dette mål.
I løbet af den kommende uge vil en række uddybende baggrundsmaterialer blive offentliggjort på DKP/MLs hjemmeside www.dkp-ml.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. sep. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland