Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920 har 85 års stolte faglige traditioner at fejre. Det er en branche hvor man kun træder forkert én gang, og det giver ekstra sammenhold og solidaritet.

Når man skal besøge de københavnske stilladsarbejdere, sker det ad egen indgang i Rantzausgade på Nørrebro i København. Her har stilladsarbejderne deres eget klublokale. Men indefra er der også adgang til deres lokalerne i deres fagforening, Lager, Post & Servicearbejdernes Forbund.
Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920 har dermed indrettet sig på en måde, der passer godt overens med hele klubbens historie: Stiftet i strid, men altid med solidariteten i centrum.
Det er en 85-årig klub med stolte traditioner, Arbejderen aflægger besøg hos. Som stilladsarbejder skal man kunne stole et hundrede og ti procent på arbejdskammeraterne. Ellers kan det koste én livet. Derfor har kammeratskabet og solidariteten altid været stærkt blandt stilladsarbejderne. Og hvis man kommer dem på tværs, skal man være parat til at tage følgerne. Det har både arbejdsgivere og faglige ledere måtte sande fra dag ét fra klubbens stiftelse for 85 år siden.
Dengang var de ufaglærte stilladsarbejdere organiseret i Lager- og Pakhusarbejdernes Fagforbund. Men da stilladsarbejderne i 1920 ønskede en ny og mere tidssvarende overenskomst, sagde den daværende fagforeningsformand nej til at optage forhandlinger med arbejdsgiverne herom. Han mente, at den de havde, var udmærket. Det fik stilladsarbejderne til at melde sig ud, og stifte Stilladsarbejdernes Klub af 1920.
Da arbejdsgiverne afviste stilladsarbejdernes krav, besluttede stilladsarbejderne på et indkaldt stormøde at gå i strejke. Efter få dage var arbejdsgiverne møre, og gik ind på stilladsarbejdernes krav til en ny overenskomst.
Arbejdsgiverne havde regnet med, at arbejdet ville blive genoptaget den følgende dag. Men fik forklaret den ville de københavnske stilladsarbejdere bruge til en skovtur for at fejre den nye overenskomst. Men dagen efter igen kunne de godt gå i gang - forudsat at arbejdsgiverne ville give et tilskud til skovturen på 100 kroner.
Stilladsarbejderne fik de 100 kroner.

Stormøder
Efter 19 år uden for Lager og Pak kom Stilladsarbejdernes klub tilbage i fagforeningen. Men det er ikke helt tilfældigt, dét med egen indgang og åben bagdør til fagforeningen...
- Der sidder altid en stilladsarbejder med ved bordet, når forbundet diskuterer overenskomster, arbejdstilsyn eller og uddannelse for stilladsarbejdere. Det er ikke ligesom i andre brancher hvor de har et forhandlingsudvalg, der sidder uden for døren, forklarer stilladsklubbens formand John Jakobsen. Han sidder sammen med en flok andre stilladsarbejdere, bænket omkring bordet i det lille lokale. Bestyrelsesmødet, der er åbent for alle medlemmer, starter ifølge den officielle dagsorden om 20 minutter.
Ved hans side sidder Mogens Andersen, aldrig kaldt andet end Karate-Mogens, fordi han er tidligere Danmarksmester i den sport, han er en af de københavnske stilladsarbejderes veteraner:
- Ja, jeg var selv med til at forhandle i 82 og 86. Arbejdsgiverne har respekt for klubben, De ved også godt, at hvis de skal have ro på deres arbejdsplads, så følger man reglerne.
De har den store respekt, fordi de ved at vi har baglandet i orden. Vi holder stadig stormøder en gang hver anden måned, hvor der møder omkring 100 af klubbens 650 medlemmer op. Ikke de samme hver gang. Jeg tror vi ser omkring halvdelen på stormøderne i løbet af et år, forklare John.

Lønnen trækker - Sammenholdet kitter
Da Karate-Mogens blev stilladsarbejder i 1975, var det helt klart lønnen, der trak. Før det var han bilmekaniker.
- Dengang var jeg værkfører i et værksted i Laplandsgade. Jeg havde en kammerat der var blevet stilladsarbejder. Da jeg så hans løncheck, troede jeg simpelt hen, det var noget han havde fået lavet. Så mange penge! Det var jo dobbelt så meget, som jeg kunne tjene på værkstedet. Så jeg blev skrevet op, og fik hurtigt arbejde fordi jeg havde stort kørekort. Jeg ville kun tage et par år, for at spare lidt sammen. Men det frie liv og det gode kammeratskab trak, fortæller Karate-Mogens
- Vi arbejder meget sammen i faste sjak, ofte parvis. Og selv om man arbejder i større sjak, har man sin makker, eller i nogen tilfælde tre eller fire. Vi stoler på hinanden. Når der er en der har stillet noget op, er der ikke en anden der går hen og spænder efter. For vi ved at tingene er i orden. Det er altid sådan, at nr man siger man holder, så holder man. Og når man siger man slipper, så slipper man.
Ind ad døren træder Jesus, og der bliver hilst på. Jesus` rigtige navn er Jens Løvemod, og han kaster sig straks ind i samtalen.
- Man kan godt sige det er pengene der trækker. Men vi er også klar over at vi bliver smadret, hvis vi ikke står sammen. Jeg kender ikke til noget andet, hvor man har så stor indbyrdes solidaritet og fællesskabsfølelse som vi har. Vi hjælper altid, når en ny starter. Man kan jo ikke være en god stilladsarbejder fra starten. Men dårlige kammerater - de bliver sparket af.
Marcel, en ung fyr på 20, holder sig lidt i baggrunden. Han har kun været stilladsarbejder i et år, men ved allerede at det er her, han hører til.
- Det er en fed branche. Jeg startede fordi jeg vidste der var penge i det. Og fordi jeg godt kan lide at komme i højden. Også fordi jeg vidste, at der havde været nogen konflikter - at her var der nogen, der stod fast på deres ret, og er lidt røde i det. Jeg bliver helt sikkert hængende her...
_ I gamle dage tjente en stilladsarbejder meget mere end en håndværker. I dag går det lige op. Men det skyldes også til dels, at vi har gjort meget for at provinsen skal komme med op. De er kommet godt med siden vi fik etableret en vores landsbrancheklub. Stilladsarbejde har ellers før i tiden været lidt lavstatus på den anden side Storebælt. Og på den anden side Sundet. De elsker at komme herover, for så stiger de til den dobbelte hyre, forklarer John.
- Det er vores sammenhold, der har gjort det. Og det sammenhold blev uhyggeligt meget mere styrket efter strejken i 78, tilføjer Karate-Mogens.

Stilladskonflikten
Strejken på Activ Stillads-Service er for længst gået over i Danmarkshistorien som en af de bedst organiserede strejker nogensinde. Nogle år forud havde Entreprenørforeningen fået de københavnske stilladsfirmaer til at melde sig ind, med løfter om at få skovlen under de stærkt organiserede stilladsarbejdere. Strejken på Activ Stillads blev prøvestenen på om det skulle lykkes.
Som påskud blev brugt, at fire stilladsarbejdere på den sidste arbejdsdag før jul besluttede at stoppe arbejdet på grund af fedtede stilladser efter regn. De fik sendt en fyreseddel med posten i juleferien - hvor der stod at de var fyret på grund af druk og arbejdsvægring. Da deres kollegaer efter jul gik i strejke for at få dem genansat, stod det hurtigt klart, at det ikke var deres arbejdsgiver, men entreprenørforeningen, der var den egentlig modpart, og som da også helt overtog forhandlingerne. Entreprenørforeningens forsøg på at tvinge andre københavnske stilladsarbejdere til at agere skruebrækkere blev besvaret med en udvidelse af konflikten. Efter fem måneder og en uge, og et velorganiseret støttearbejde der savner sidestykke i den danske strejkehistorie, måtte Entreprenørforeningen strække våben, og de fire fyrede blev genansat.

ET håndværk
I

dag er stilladsarbejde et håndværk, der kræver uddannelse. Stilladsklubben tog allerede i 1957 initiativ til kurser i stilladsarbejde. I første omgang i AOF-regi, som aftenkurser. Men senere kom regulære AMU-kurser til, og det store spring blev taget i 1992 med en egentlig, toårig stilladsarbejder-uddannelse. Med en lærlingeløn på omkring 120 kroner i timen, når man er på skolebænken, og med i akkorden, når man er på stilladset.
- Den er ikke obligatorisk, men vi prøver at overbevise arbejdsgiverne om det fornuftige i at have veluddannede stilladsarbejdere. Vi har også et meritsystem for de erfarne, forklarer Geert, klubbens sekretær.
Efter mange års pres og forhandlinger, gennemført i samarbejde med fagforeningen, ser det dog ud til, at uddannelsen bliver gjort obligatorisk fra næste sommer.
Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920 har sin store del af æren - også for det.
he@arbejderen.dk

Stilladsarbejde - et sømandsjob
I det 18. århundrede blev kapitalen koncentreret på færre og større virksomheder, med stort behov for arbejdskraft. Derfor blev det mere og mere almindeligt at bygge høje huse, sådan som man kender det fra byggeriet på 'broerne' uden for det daværende Københavns volde. Når der skulle bygges i højden, var der brug for stilladser. I første omgang blev det tømrernes job. Stilladserne blev jo lavet i træ. Men de fik snart ufaglærte håndlangere - stilladsarbejdere - til at hjælpe dem med det arbejde. En del af dem var sømænd, der gik i land. De var vant til at arbejde i højder på datidens sejlskibe - det sidste rene sejlskib til fragt blev bygget her i landet så sent som i 1925.
Omkring århundredeskiftet var der i København skabt en branche, der udlejede og opstillede stilladser. Tømrerne havde deres egen fagforening. Arbejdsmændene, stilladsarbejderne var organiseret i Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund. Da mange var tidligere søfolk, var det naturligt for dem at vælge havnearbejdernes fagforening som deres faglige organisation. Men den holdt på, at den kun var for havnearbejdere, og så blev det Lager og Pak, der blev 'opsamlingsstedet'.