24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tyskere snydt af dansk mester

Tyskere snydt af dansk mester

Fredag, 09. september, 2005, 00:00:00

I dag skal Murernes Fagforening mødes med Netto Byggeservice. Firmaet skylder tyske murersvende mindst 166.000 kroner

10 tyske murersvende blev fyret og sendt hjem, da de tidligere på ugen krævede, at overenskomsten blev overholdt. Det fik resolut Murernes Fagforening til at blokere byggeriet i Dannebrogsgade på Vesterbro i København.
Ingen organiseret murersvend må tage arbejde for Netto Byggeservice, før sagen er bragt i orden og tyskerne igen er ansat i firmaet. I dag skal faglig sekretær i Murersvendenes Fagforening i København, Jens Kirkegaard, mødes med ledelsen af Netto Byggeservice.
Han er ikke overbevist om, at Netto Byggeservice kommer med de 166.000 kroner, som tyskerne har til gode, men er alligevel fortrøstningsfuld, fordi firmaet har underskrevet en overenskomst og det her er en klokkeklar overtrædelse af overenskomsten.
-Det er os, der har fat i den lange ende. Byggeriet skal være færdig på et tidspunkt. Derfor skal tyskerne nok få deres penge, siger han til Arbejderen.
De ti tyske murersvende er alle anvist arbejde i Netto Byggeservice af den tyske arbejdsformidling, Arbejdsamt, i Hamburg. De kommer fra forskellige steder i Nordtyskland, og har taget arbejde i Danmark, fordi de er ved at falde ud af det tyske dagpengesystem, påpeger Jens Kirkegaard.
Tyskerne var blevet lovet en timeløn på 140 kroner plus betalt transport og ophold. Men der bliver trukket så meget af timelønnen at den i realiteten kommer ned på 65 kroner. Samtidig har de ikke fået den rejsegodtgørelse, som fremgår af overenskomsten.
Hovedentreprenøren på byggeriet er Enemærke & Petersen. Byggeleder Søren Tranow mener, at firmaet uforskyldt er havnet i konflikten. Han oplyser over for Fagbladet 3F, at Enemærke & Petersen ikke kendte Netto Byggeservice, da de indgik aftalen med firmaet.
Det er dog ikke det eneste sted, hvor Enemærke & Petersen har problemer med at håndværkere får en ordentlig løn og overenskomstmæssige forhold. Entreprenørfirmaet er også hovedentreprenør på et byggeri i Valby Langgade, hvor der arbejder en række underbetalte polske arbejdere. Disse håndværkere er leveret gennem Nordbyg Consulting.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. sep. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:04

Indland