Der bliver måske lyttet til de syv folkelige bevægelsers forslag om at gøre Anders Foghs tænkepause lidt mere folkelig end hidtil planlagt
- Jeg synes de syv bevægelser er kommet med et godt og interessant oplæg. Men desværre er partierne endnu ikke blevet enige om, hvordan den konkrete fordeling af midler skal være. Lige nu summer vi. Vi mødes når der igen er noget at mødes om.
Det fortæller Elisabeth Arnold til Arbejderen. Hun er formand for det udvalg under Europaudvalget, der skal fordele de 14 millioner kroner, som statsministeren har afsat til folkelig debat om fremtiden for EU efter forfatningens død.
Tirsdag mødtes udvalget for at diskutere det forslag til, hvordan debatten skal forløbe, som syv folkelige ja- og nej bevægelser (herunder Folkebevægelsen mod EU, JuniBevægelsen og Europabevægelsen) har udarbejdet i fællesskab.
- Nu har bevægelserne indgået et kompromis. Nu er det partiernes tur. Jeg synes vi skal bakke op om bevægelsernes arbejde med at finde en fællesnævner for debatten. Desto tidligere vi bliver færdige, desto længere tid er der til debat, fastslår Elisabeth Arnold.
Det er planen, at den folkelige debat skal køre henover foråret, så der kan afleveres en afrapportering til statsministeren inden han tager til topmøde med de andre EU-bosser i juni måned næste år.
De syv bevægelser vil afsætte 150.000 kroner i driftstilskud til hver. Desuden vil de oprette en supplerende pulje til konkrete debatprojekter - som også Folkebevægelsen og JuniBevægelsen, modsat tidligere, skal kunne søge del i. Bevægelserne er enedes om fire temaer, herunder: Hvilke grænseoverskridende problemer står Europa overfor - og hvilken rolle skal EU spille? Hvilke problemer er de største i EU-samarbejdet - og hvordan kan de løses?
De Radikale, SF og Enhedslisten bakker op om modellen. De to regeringspartier og Dansk Folkeparti har derimod udbedt sig betænkningstid og vil vende forslaget i deres bagland. Det er også uklart, hvor Socialdemokraterne står. Der skal findes flertal. I sidste ende skal modellen nemlig godkendes af Finansudvalget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278