Regeringens finanslovshforslag er en gang asocialt fedtspilleri, der ikke griber ind over for de store samfundsproblemer, siger Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil
740 kroner til hver enkelt dansker - det er hvad regeringens finanslovsforslag rokerer rundt med. Og rokaden går mest ud over dem, der har mindst, mener Enhedslistens finansordfører Pernille Rosenkrantz-Theil.
- Jamen, se bare på tallene. Det er jo mikroskopiske beløb, der bliver delt ud. Thor Pedersen lader enørerne rulle, i en situation hvor der mere end nogensinde er brug for en social genopretning, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Hun peger på vismands-advarslerne om den stigende ulighed i samfundet, som i høj grad skyldes udhulingen af overførselsindkomsterne.
-I det omfang finanslovsforslaget overhovedet gør noget på dette område, er det nedskæringer, der rammer for eksempel de ældre. Middelklassen, der betaler fuld takst for en daginstitutionsplads, får sænket loftet for forældrebetalingen. Men hvor tager regeringen pengene fra? Fra pensionisterne, som får forringet deres boligydelse, og igen frataget en del af deres pensions-regulering via satspuljen.
Et andet eksempel, Enhedslistens finansordfører henviser til, er finanslovens 256 millioner kroner til forbedringer af uddannelserne i 2006:
- To sider længere fremme kan man så læse, at de skal finansieres med besparelser i uddannelserne på tilsammen 246 millioner kroner, blandt andet gennem øget brugerbetaling. Det reelle løft på finansloven er på ti millioner kroner. Til hele uddannelsessektoren!
Konfronteret med de ti millioner kroner netto på uddannelsesområdet anfører Thor Pedersen, at der jo også ligger statspenge til uddannelserne andre steder i finansloven.
- De ti millioner er det, staten kommer til at bidrage med direkte. Men vi afleverer jo også penge til kommunerne, for eksempel til flere timer i folkeskolen, siger Thor Pedersen.
De 16 millioner kroner til flere dansk- og historietimer er dog omhyggeligt talt med i finanslovsforslagets oversigt over uddannelsesinitiativer til 256 millioner kroner.
Ud af finanslovsforslagets knap fire milliarder kroner til nye initiativer findes knap to milliarder ved besparelser, mens der kun bliver brugt to milliarder af regeringens valgløfte-ramme på 24 milliarder kroner frem til 2010. Thor Pedersen blev på pressemødet i går spurgt, om det er for at der skal være mere at fyre af op tl næste folketingsvalg. Det svarede finansministeren ikke på.
Thor Pedersen har sat sig grundigt på den bugnende statskasse. Finansloven omfordeler kun lidt fra de fattige til de fattige.
Sådan skæres den
Børnefamilieydelse stopper præcis på barnets 18 års fødselsdag: Besparelse 70 millioner kroner.
Ved beregning af boligstøtte nedsættes aldersgrænsen for, hvornår hjemmeboende regnes som børn, fra 23 til 18 år: Besparelse 17 millioner kroner
Beregningsgrundlaget for boligydelse til folke- førtids- og invalidepensionister sættes ned: Besparelse 20 millioner kroner.
'harmonisering' af reglerne for erstatning ved erhvervsskade: Besparelse 94 millioner kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278