Hvordan kan vi indrette en skatte- og boligpolitik, så den bliver retfærdig og i overensstemmelse med vores mål om lighed? Her skal debatten starte, mener forsker
Den økonomiske og sociale ulighed bliver i disse år stadig større i Danmark. Og en af de vigtigste årsager til denne voksende polarisering er værdistigningerne på fast ejendom. Boligejere scorer store fortjenester, når de sælger deres huse. Eller de belåner værdistigningen og bruger pengene til et større forbrug.
Denne udvikling får nu en række forbundsformænd under LO til at kræve, at der lægges en skat på de gevinster, som boligejere får ved salg af deres ejendomme.
- Jeg synes, at vi som samfund anstændigvis er nødt til at kigge på, at man som boligejer også skal bidrage til fællesskabet, hvis man får en masse penge uden at have rørt en finger, alene fordi prisen på ens ejerboliger er eksploderet i hidtil uset omfang, siger Dennis Kristensen fra FOA til Ugebrevet A4.
Han bakkes op af formanden for Træ-Industri-Byg:
- Jeg mener, at de, der scorer kassen nu, skal være med til at betale for velfærden for dem, der ikke kan. Og det tror jeg, at den danske befolkning har forståelse for, når det er så tydeligt og klart belyst, at de, der i forvejen har, får endnu mere, siger Arne Johansen fra TIB.
Preben Rasmussen, der er forbundsformand for RBF er mere forbeholden. Han frygter, at det kan give bagslag ved et kommende folketingsvalg, hvis man piller for meget ved boligejerne:
- Jeg tror ikke på et forslag om at beskatte de gevinster, som boligejere får, når de sælger fast ejendom. Det har ikke nogen gang på jorden, siger Preben Rasmussen til Arbejderen.
- Man skal huske på, at 60 procent af LO's medlemmer bor i eget hus. Det giver bagslag at komme med sådan et forslag. Til gengæld tror jeg, at der vil være opbakning til at ophæve skattestoppet på ejendomsskatterne, siger han.
Preben Rasmussen mener, at man - i stedet for at se på de nye boligmillionærer - hellere skulle se på de skattelettelser, som erhvervslivet har fået, og hente nogle af pengene til velfærd dér.
- Jeg kan da godt forstå, at der er nogen, der bliver bange for at få smæk af vælgerne. Men det kan og må ikke være udgangspunktet for vores diskussion, lyder kommentaren fra Finn Kenneth Hansen, der er forsker hos Center for Alternativ Samfundsanalyse, til Arbejderen.
- Det vigtigste er, at vi får sat fokus på det problem, at den sociale ulighed vokser nu. Det må vi som samfund tage stilling til: vil vi acceptere det? Og hvis vi ikke vil, bliver spørgsmålet: hvordan kan vi indrette en skatte- og boligpolitik, så den bliver retfærdig og i overensstemmelse med vores mål om lighed i samfundet, siger Finn Kenneth Hansen.
Finn Kenneth Hansen slår fast, der ikke findes nogle lette løsninger eller hurtige svar.
- Jeg hørte Thorning-Schmidt i går slå fast, at hun ville ikke være med til at brandbeskatte boligejerne. Det er jo en måde at lukke debatten på. Jeg synes, at vi i stedet skulle åbne debatten, slutter han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278