01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sort hul i efterlønsudspil

Sort hul i efterlønsudspil

Fredag, 19. august, 2005, 00:00:00

Efterlønnere vil miste 35.000 om året, hvis S-ledelsens velfærdsudspil bliver en realitet

En glædestrålende Helle Thorning-Schmidt har meddelt de danske lønmodtagere, at de fremover slipper for det forhadte efterlønsbidrag. Fremover kan man få efterløn - godt nok lidt senere - uden at skulle betale for det, forklarer S-formanden.
Det passer ikke. Hver enkelt efterlønsmodtager skal af med små 175.000 nutids-kroner i mistet efterløn, når og hvis Socialdemokratiets 'velfærdsudspil' er blevet til virkelighed og er fuldt gennemført. Omkring 35.000 kroner for hvert efterløns-år.
Det indrømmer en af S-udspillets fædre, tidligere partiformand Mogens Lykketoft, overfor Arbejderen.
- Det er rigtigt. Når man ikke betaler efterlønsbidrag, falder efterlønsydelsen jo tilsvarende, siger Lykketoft til Arbejderen.
Det er et noget dunkelt formuleret punkt i S-udspillet, der rummer denne kraftige forringelse af efterlønsordningen. Her står der, som Helle Thorning-Schmidt dygtigt har fremhævet, at 'efterlønsbidraget på 4.600 kroner om året afskaffes.'
Men der står også, at 'sparede efterlønsbidrag modregnes i efterlønsydelserne.' Det har fået brynene til at rynke sig rundt omkring på a-kasse-kontorerne. Og også i a-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke, hvor Arbejderen tidligere på dagen talte med sekretariatschef Torben D. Jensen. Han kviede sig ved at tro, at det ville være en fuld modregning, fordi det ville bringe efterlønsydelsen ned på noget, der nærmest minder om nyuddannedes dimittendsats.
Men det er det, der menes i S-udspillet, holder Lykketoft fast ved.
- Men det vil ske gradvist, alt efter hvor mange år den enkelte ikke har betalt efterlønsbidrag. Dem, der går på efterløn nu, vil ikke lægge så meget mærke til det.
- Og man kan jo selv vælge at spare det samme beløb op. Så får man det samme ud af det i sidste ende. Og dem der glemmer at gøre dét, vil så have den fordel at deres efterløn bliver så lav, at den store modregning for kapitalpensioner, der er i efterlønsperioden første to år, ikke vil have den store betydning, trøster Lykketoft.
Men dem, der vælger at indbetale det sparede efterlønsbidrag i kapitalpension, kan da aldrig få det samme ud af det. For kapitalpensionen vil jo blive modregnet i efterlønnen, som oven i købet er mindre?
- Jaeh, jo, det vil den jo. Men ikke så meget, netop fordi efterlønsydelsen er mindre. Det forstår du vel nok?
Lykketofts uomtvistelige logik går igen et andet sted i S-udspillet, nemlig der hvor der tages fat på det problem, at en efterlønner i dag har en meget beskeden gevinst ved at arbejde, på grund af modregning i efterløn og skattebetaling. Her foreslår S-udspillet et beskedent bundfradrag på 30.000 kroner, før der foretages modregning.
Mere er heller ikke nødvendigt, mener udspillets forfattere - heriblandt Mogens Lykketoft. For 'når efterlønsydelsen reduceres, vil gevinsten ved arbejde stige.'


Reaktioner på S-udspil

Poul Erik Skov Christensen, formand for 3F:
Det er godt, at Socialdemokratiet nu kommer med et konkret udspil efter så lang tids rumlen om efterlønnen i den offentlige debat. Forslaget har elementer, som er værd at bygge videre på.
Det er jo i modsætning til det, som en række andre partier ønsker. Det står i klar modsætning til det brutale forslag fra de Radikale om helt at fjerne efterlønnen.

Dennis Kristensen, formand for Fag Og Arbejde, FOA:
Jeg er meget glad for, at vi nu ikke længere skal diskutere afskaffelse af efterlønnen, men i stedet skal diskutere betingelserne for at få udbetalt efterløn. Det betyder, at efterlønnen fortsat skal være en rettighed for lønmodtagerne.
Til gengæld er der tale om alvorlige stramninger, også for kraftige stramninger. Når efterlønsalderen sættes op fra 60 til 62 år, så vil der for store grupper af vore medlemmer være tale om en dramatisk forhøjelse. En optjeningsperiode på 38 år er simpelthen for lang. Jeg kan også være overrasket over at folk der er i fyrrerne ikke fredes.

John Dahl, formand for HK/Privat:
Det er afgørende for HK, at efterlønnen fortsat er en mulighed for de mange medlemmer, som er slidt ned efter mange år på arbejdsmarkedet. Det lægger Socialdemokratiets forslag også op til. Og her ser vi frem til at få en dialog om, hvordan ordningen i sidste ende skal skrues sammen.

Bente Sorgenfrey, formand for FTF:
Allerede i dag er stress og psykisk nedslidning det største arbejdsmiljøproblem, og den moderne nedslidning skeler hverken til alder eller uddannelse.
Alligevel vil Socialdemokraterne stort set fjerne efterlønnen for alle dem, der tager en uddannelse og et moderne job, som politikerne ellers også opmuntre til.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. aug. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland