Post Danmark indledte tirsdag sympatikonflikt mod kabel-virksomheden Montronics i Hillerød. 3F har i fem uger forsøgt at få virksomhedens direktør til at tegne overenskomst
Kabel-virksomheden Montronics i Hillerød sættes under stadig større pres for at underskrive overenskomst med 3F.
I mere end fem uger har direktøren holdt stand og end ikke de sidste tre ugers fysisk blokade foran virksomheden på Jespersvej har gjort direktør Bent Byskov mør.
Nu er konflikten udvidet til at omfatte alle medlemmer af 3F`s Industri- og Transportgrupper. Dermed må 3F-medlemmer, der arbejder på virksomheder under Dansk Industri og HTS Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik, hverken modtage eller levere varer til kabelvirksomheden.
Også Post Danmark er dermed omfattet af en sympatikonflikt for første gang nogensinde. Det betyder, at den daglige postleverance til Montronics er stoppet fra i tirsdags.
- I en konflikt er alle virksomheder vigtige, men at Post Danmark nu også er med, betyder meget. Jo flere og større vi er, jo stærkere er vi. Det kan være lammende for en virksomhed ikke at få post. Jeg tror det kan få stor betydning for os fremover, at også posten bliver ramt af konflikten, vurderer faglig sekretær Michael Hansen fra 3F Frederiksborg,
Også formanden for 3F-afdelingen har en forventning om, at konflikten finder en løsning.
- Montronics leverer kabler til en række store virksomheder, men her vil tillidsmændene få besked på, at de ikke må modtage varerne. Jeg har da et lønligt håb om, at vi finder en løsning forinden. Men jeg tror desværre ikke helt, at Bent Byskov har forstået alvoren, siger Tue Tortzen, formand for 3F Frederiksborg.
Direktøren har tydeligvis ikke planer om at bøje sig for fagforeningens pres.
- Jeg giver mig ikke. De kan stå derude, til de slår rødder. Jeg er ligeglad, siger Bent Byskov til Frederiksborg Amtsavis.
Direktøren har planer om at ansætte en chauffør og købe sin egen varevogn, hvis sympatikonflikten gør det umuligt at finde vognmænd, der vil køre for virksomheden, forlyder det.
Ifølge Bent Byskov skulle en afstemning blandt de ansatte have vist, at kun en enkelt ønsker, at der skal tegnes overenskomst med 3F.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278