Der er intet juridisk grundlag for at fyre det tidligere medlem af Blekingegadebanden, Torkil Lauesen, vurderer juraprofessor.
- Kommunen kan ikke afskedige manden alene med den begrundelse, at han har været med i Blekingegadebanden, der har begået et røveri hvor en betjent blev dræbt. Det er der intet juridisk grundlag for.
Sådan lyder vurderingen fra juraprofessor ved Københavns Universitet, Eva Smith, overfor Arbejderen.
Dermed lægger hun luft til de borgerlige politikere, der har udtrykt forargelse over, at det forhenværende medlem af Blekingegadebanden, Torkil Lauesen, i dag er ansat i Københavns Kommunes statsstøttede projekt Kvarterløft Nørrebro Park.
Torkil Lauesen var med i Blekingegadebanden, som under et røveri i 1988 dræbte en 22-årig betjent. Han blev idømt ti års fængsel og prøveløsladt i 1995. Ingen i banden er blevet dømt for drabet på politibetjenten.
Hos Dansk Jurist- og Økonom Forbund (DJØF) forventer den juridiske chef, Rami Christian Sørensen, at sagen vil blive lukket hurtigst muligt. Overfor Arbejderen afviser han, at det er lovligt at fyre en mand, som upåklageligt har passet sit arbejde i fire år.
- Kommunen var fra starten klar over, hvem man ansatte og jobbet krævede ikke en ren straffeattest. Derfor har en tidligere straffet ret til at søge og få arbejde på lige fod med alle andre, fastslår Rami Christian Sørensen.
Det er juraprofessor, Eva Smith, enig i.
- Vi har ikke berufsverbot herhjemme. Det er en menneskeret at finde sig et arbejde og forsørge sig selv og sin familie. Han er blevet dømt og har udstået sin straf. Nu skal han have en chance for at komme tilbage til livet i samfundet, siger hun og uddyber:
- Ellers kunne retten jo lige så godt have idømt ham livstid. Hvis der havde været tale om en pædofil forbryder, så ville jeg mene, at det var et problem, at han skulle arbejde med børn og unge. Men det er jo ikke tilfældet her. Det vil være et meget kedeligt signal at afskedige manden. Det er svært nok for tidligere dømte at finde et job herhjemme.
I går fik Københavns Kommunes økonomiudvalg en orientering om sagen. Alt tyder på ,at Lauesen får lov til at fortsætte i sit job, men mødet var ikke afsluttet ved avisens deadline.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278