Jeg har klaget over lovliggørelsen af Bilka som berørt privatperson og som borger i Horsens Kommune.

Baggrunden for klagen er ikke mindst frygten for, at demokratiske principper i lovgivningen, i dette tilfælde planlovgivningen, undermineres og sættes ud af kraft på grund af økonomiske interesser og store kapitalkoncentrationers betydelige indflydelse i det danske samfund.
På denne måde kan lovgivningen blive én, for de der har penge, og en anden for små forretninger eller menigmand.

af Allan Skou Larsen, Horsens
Jeg har med interesse læst Vejle Amts Regionplantillæg nr. 36, som Horsens Kommune har anmodet amtet om at udarbejde, som led i at få lovliggjort varehuset Bilka med tilbagevirkende kraft.
I konsekvens af planlovgivningen, retskendelser, folketingsbeslutninger, historik og lokale forhold har jeg herefter besluttet at indklage Vejle Amts regionsplantillæg for Naturklagenævnet, idet jeg mener, at plantillæg 36 bør kendes ugyldig og, at der bør ske en delvis retslig og fysisk lovliggørelse.
Jeg vil nedenfor argumentere for klagen.

Historiske pejlemærker
Da sagsbehandlingen efterhånden strækker sig over mange år og via mange instanser, har jeg besluttet først at ridse de historiske pejlemærker op, som jeg mener er vigtige i forståelsen af Bilka-sagen og i forståelsen for min klages baggrund og argumentation.

Horsens Kommunes første forsøg på at skaffe en byggegrund til Bilka:
Horsens Kommune og Bilka forsøgte sig i 1996 med at bruge den eksisterende lokalplan for Horsenshus-grunden, lokalplan nr. 117.
Kommunen valgte, at man ikke ville lave en ny lokalplan til formålet med en planlægningsmæssig begrundelse for netop Bilka-byggeriet.
Dette blev indanket af blandt andet Enhedslisten i Horsens og senere erklærede Naturklagenævnet også, at den pågældende lokalplan ikke kunne bruges, da planen var for upræcis.
I Naturklagenævnets kendelse hedder det 'at lokalplan nr. 117 ikke indeholder tilstrækkelig præcise regler til at opfylde lokalplanpligten efter planlovens § 13, stk. 2. Etablering af det påtænkte butikscenter kan herefter først etableres på omhandlende grund, når en ny lokalplan åbner mulighed herfor.'
Princippet om at borgerne skal kunne forstille sig byggeri og anlæg gennem læsningen af en lokalplan, var tydeligvis ikke tilstede her.
Lokalplanen kunne derfor ikke bruges til Bilka og herved blev det. Horsens Kommune og Bilka gjorde ikke forsøg på at lave en ny lokalplan, da denne jo ville være omfattet af planlovens arealbegrænsninger for butiksstørrelser.

Horsens Kommunes andet forsøg på at skaffe en byggegrund til Bilka:
Horsens Kommune og Bilka forsøgte sig herefter med en anden eksisterende lokalplan, som man mente var mere præcis i udformningen, nemlig Børma-grunden, lokalplan nr. 93.
Lokalplanen for Børmagrunden, som er den grund Bilka i dag er bygget på, var oprindelig beregnet på et Løvbjerg butikscenter og ikke et Bilka lavprisvarehus.
Anvendelsen af denne lokalplan, blev indklaget til Naturklagenævnet af blandt andet De Samvirkende Købmænd og Lone Bach.

Naturklagenævnets beslutning underkendes af Landsretten og Højesteret:
Naturklagenævnet besluttede, at Horsens Kommune kunne dispenserer for lokalplanen, idet Bilka-byggeriet ikke ville bryde med lokalplanens principper.
De Samvirkende Købmænd indklagede derfor Naturklagenævnets beslutning til Landsretten. Med tre stemmer imod nul underkendte Landsretten Naturklagenævnets beslutning.
Naturklagenævnet indanker herefter Landsrettens afgørelse til Højesteret.
Højesteret stadfæster enstemmigt Landsrettens afgørelse med stemmerne syv-nul.
I Højesterets kendelsen fra den 22. april 2004 hedder det: 'at dette projekt var i strid med lokalplanens principper såvel med hensyn til områdets anvendelse som med hensyn til bebyggelsens udformning og placering.'
Hvorfor lavede Horsens Kommune ikke en ny lokalplan med planlægningsmæssig begrundelse for Bilka-varehuset?
Dette spørgsmål kan kun besvares med det faktum, at Horsens Kommune og Bilka bevidst gik efter, kun at ville bruge eksisterende lokalplaner, fordi enhver ny lokalplan beregnet til et lavprisvarehus i den størrelse som Bilka ville have og har i dag, ikke ville kunne opfylde lovens krav om en særlig planlægningsmæssig begrundelse.
Bilka og Horsens Kommune forsøgte hermed at omgå planloven ved at bruge ældre lokalplaner til andre formål end hensigten.

Horsens Kommune og Bilka skifter spor i argumentationen:
Med hjælp fra Vejle Amt fortsætter kommunen og Bilka nu sagen med at anvende et for dem nyt argument: Nu vil man søge en retslig lovliggørelse med påstand om særlige planlægningsmæssige begrundelser via regionsplantillæg 36.
Indtil nu har Bilka og Horsens Kommune som nævnt søgt byggeriet indpasset i eksisterende lokalplaner (lokalplan 117 og 93), men uden held.

KLAGEN
Jeg indklager hermed ovennævnte regionplantillæg nr. 36 for at kendes ugyldigt af følgende årsager:

1) Påstanden om at plantillægget opfylder kravene om en særlig planlægningmæssig begrundelse, er ikke korrekt.
I regionplantillægget er der på intet tidspunkt anført en særlig planlægningsmæssig begrundelse for at et butiksareal på max. 3000 m2 til dagligvarer og max. 1500 m2 til udvalgsvare, ikke vil være tilstrækkelig til at opfylde detailhandelforsyningen i Horsens.
Der er i regionplantillægget ikke anført noget særligt, hverken miljøhensyn, funktionelle hensyn eller æsteriske-kulturelle hensyn, der godtgør at dagligvareforsyningen ikke kan løses indenfor planlovens arealbegrænsninger.
Lovgrundlaget siger tydeligt, at det skal der være, og at der ikke må tages rene økonomiske hensyn som særlig planlægningsmæssig begrundelse.
Horsens Kommune og Bilka har tidligere alene søgt at opnå byggeriet etableret ved at benytte eksisterende lokalplaner. Dette mere end antyder, at hverken Horsens Kommune eller Bilka selv tidligere har troet på, at der kunne anføres gyldige særlige planlægningsmæssige begrundelser for at tilsidesætte planlovens arealbegrænsninger. I givet fald ville dette jo have været det mest oplagte for at tilvejebringe et plangrundlag for Bilka.
Påstanden om den særlige planlægningsmæssige begrundelse udhules ikke mindst af, at regionplantillægget ikke i dets forudsætninger ser bort fra, at varehuset er opført. Planen efterrationalisere og bygger dens forudsætninger på de forhold der opstod, da byggeriet var opført og butikken havde virket som varehus. I vurderingen af det særlige planlægningsmæssige grundlag, skal der netop ses bort fra, at byggeriet er opført.
Plantillægget bør alene af denne grund, eller i sammenhæng med begrundelse 2, erklæres ugyldigt.

2) Regionplantillægget er i strid med forvaltningsmæssig praksis.
I ministeriets eget notat om Vejle Amts forslag til regionplantillæg nr. 36 - Varehus i Horsens af 30. maj 2005 hedder det:
'Ministeriet har siden detailhandelslovens (planlovens detailhandelsbestemmelser) ikrafttræden nedlagt veto (gjort indsigelse) mod samtlige forslag til regionplaner og regionplantillæg, der har åbnet mulighed for etablering af dagligvarebutikker med et bruttoetageareal over 3000 m2. Kun i to tilfælde har ministeren på grundlag af en meget konkret begrundelse accepteret planlægning for en dagligvarebutik over denne størrelse. I 1999 (samtidig med at Bilka i Horsens var under opførelse) nedlagde ministeriet veto mod Vejle Amts forslag til regionplantillæg, som blandt andet åbnede mulighed for etablering af dagligvarebutikker i Horsens på op til 5000 m2. Det indgik ikke i begrundelsen for ministerens indsigelse, at der allerede var et lavprisvarehus under opførelse i Horsens.
Der kan derfor næppe herske nogen tvivl om, at ministeren ville have nedlagt veto, hvis det lovlige plangrundlag var søgt tilvejebragt forud for etableringen af Bilka i 1999.'
Herefter kan der således ikke være tvivl om, at Horsens Kommune og Bilka ikke ville kunne opnå en godkendelse af en lokalplan med et Bilka i en størrelsesorden på 14.000 m2, alene på grund af den forvaltningsmæssige praksis. Plantillægget bør alene af denne grund erklæres ugyldigt.
Da der således ikke er nogen særlig planlægningsmæssig begrundelse for en butik, der er større end 3000 m2, er Vejle Amts plantillæg i strid med planloven og amtets godkendelse af plantillægget er herefter ikke gyldig.

Vedrørende forudsætninger for lovliggørelse:
Her må der nødvendigvis indrages det faktum, at Bilka er opført!
Jeg mener, at man skal følge forpligtigelsen til en fysisk lovliggørelse.
Dog mener jeg med hensyn til spild, at det vil være rimeligt med en blandet fysisk og retslig lovliggørelse.
Det vil betyde, at der udformes en lokalplan med ændring af indretningen, så denne bliver i overensstemmelse med butiksloven, for eksempel med opdeling i mindre butikker eller måske en bazar med eksotiske butikker som i Bazar Vest i Århus.

Erstatning til Bilka
Om Bilka i givet fald ville være erstatningsberettiget, må ses i lyset af, om Bilka har været i god tro. Det, der taler for at Bilka var i god tro, er:
At de har fået byggetilladelsen fra Horsens Kommune og at Naturklagenævnet godkendte kommunens lovliggørelsesforsøg.
Imidlertid er Bilka også bekendt med, at sidste klageinstans ikke var udtømt, inden de begyndte byggeriet. Dermed har Bilka også taget en klar chance.
Dertil kommer, at hele det historiske forløb påviser, at Bilka og Horsens Kommune har forsøgt at undgå en ny lokalplan, der skulle leve op til planlovens krav om arealbegrænsninger. Her henviser jeg til de føromtalte to forsøg på at udnytte tidligere eksisterende lokalplaner.
Bilka og Horsens Kommune havde muligheden for at vælge en forsigtig linje ved at afvente sidste klageinstans, inden byggeriet blev iværksat og butikken åbnede. Derved kunne den nuværende situation være undgået, hvor man står med et byggeri, der hverken kan lovliggøres gennem dispensation eller gennem en ny lokalplan, der opfylder butikslovens arealbegrænsninger.
Jeg kan i denne forbindelse ikke lade være med at henlede opmærksomheden på en senere sag, også i Horsens Kommune. Horsens Kommune udlægger et areal i Stensballe til boligbebyggelse indenfor kystbevaringszonen. Naturklagenævnet godkender dette, hvorefter Landsretten underkender Naturklagenævnets godkendelse med den begrundelse, at der ikke er anført nogle særlige planmæssige begrundelse for at placerer bebyggelsen indenfor kystbevaringszonen.
I dette tilfælde har man ikke valgt at udnytte Naturklagenævnets godkendelse til at iværksætte byggeriet, men har afventet Landsrettens kendelse. Sådan skulle man også have handlet i Bilka-sagen.
Bilka kan selvfølgelig i en vis udstrækning siges at have været i god tro, men de har også taget en klar risiko ved at opfører og åbne butikken, vel vidende at sidste klageinstans ikke var udtømt. Dette er et argument for, at Bilka ikke er erstatningsberettiget, men selv må afholde udgifterne til en lovliggørelse.

Størrelsen på spildet
Gennem pressen er jeg blevet gjort bekendt med miljøministerens skrivelse fra den 26. maj 2005, hvori det fremgår, at ministerens begrundelse for ikke at bruge sin vetoret, var at der ville være tale om eksorbitant spild. (= stort spild).
En sådan påstand bygger alene på oplysninger fra Bilka selv, om hvilket erstatningskrav de i givet fald ville rejse.
Spildet ved en delvis fysisk lovliggørelse, vil blive langt mindre end de beløbsstørrelser, som pressen har refereret Bilka for at ville kræve i erstatning (beløb på fra 250 til 750 millioner kroner).
Udgifterne til den delvis fysiske lovliggørelse vil alene beløbe sig til etableringen af opdeling af butiksarealet. Jeg har vanskeligt ved at tro, at denne ekstrainvestering vil beløbe sig til mere end et et-cifret millionbeløb, hvilket må siges at være et beskedent beløb i forhold til et anlæg til godt 250 millioner kroner.
Samlet mener jeg ikke, at der er tale om et eksorbitant spild, som kan begrunde at en delvis fysisk lovliggørelse kan fraviges.
Hertil kommer, at man også må fratrække den betydelige indtægt og afskrivning, Bilka har haft siden åbningen og til i dag.
Spildet har også en anden side: Hvis man godkender en retslig lovliggørelse, begrundet i eksorbitant spild, vil man jo have et varehus, der ikke alene er til ugunst for retsopfattelsen, men også vil have en vedvarende konsekvens i form af butiksdød og indtægtsnedgang for mindre butikker i lokalområderne og hermed også dårlig forsyning med detailhandel i nærmiljøet.
En afgørelse af om Bilka i givet fald vil være erstatningsberettiget og en eventuel erstatningsstørrelse, samt hvem der i givet fald er ansvarspådragende, ligger uden for Naturklagenævnets kompetence og vil kun endeligt kunne fastsættes i et civilt søgsmål.
De ovennævnte overvejelser om spild tjener derfor alene til vurdering af, om der kan være tale om et spild, der kan begrunde, at der alene sker en retslig lovliggørelse.
Afslutningsvis er min påstand derfor, at der ikke findes nogen særlig planlægningsmæssig begrundelse, der kan lovliggøre Bilka-byggeriet, samt at der heller ikke vil være tale om et spild, der kan begrunde en retslig lovliggørelse.
Jeg kræver derfor, at Vejle Amts regionplantillæg nr. 36 kendes ugyldigt og at det pålægges, at der sker en delvis fysisk og retslig lovliggørelse.
Hermed forfølges hovedreglen om, at en fysisk lovliggørelse bør ske, når dette er muligt, samtidig med at der tages et betimeligt hensyn til at minimere spild til en størrelsesorden, der på ingen måde kan begrunde, at der alene sker en retslig lovliggørelse.

Ovenstående klage er sendt til Naturklagenævnet den 1. august. Allan Skou Larsen er medlem af Enhedslisten og tidligere byrådsmedlem i Horsens for DKP.