Arbejdsgiverne vil af med efterlønnen så hurtig som muligt. Fagtoppen forsvarer efterlønnen og vender sig imod Thornings reformforslag.
Fagforeningerne HK og FOA, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) og Akademikernes Centralorganisation (AC) er alle åbne for at justere efterlønnen. Men de er direkte modstandere af Helle Thorning-Schmidts forslag om at afskaffe efterlønnen for alle under 40 år.
Det viser en rundringning, som Børsen har foretaget op til Socialdemokraternes sommergruppemøde i morgen.
- Jeg synes ikke det er rimeligt at sige, at alle dem, der er under 40 år, ikke skal regne med at gå på efterløn. Det er et udtryk for at man afskaffer efterlønsordningen, siger HK`s forbundsformand John Dahl til Børsen.
Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, FTF, holder også fast i at efterløn fremover skal være en rettighed. Samtidig støtter FTF formanden Bente Sorgenfrey en reform, der åbner op for, at folk bliver længere på arbejdsmarkedet, fordi vi skal 'opretholde den velfærd som vi alle sammen er afhængige af'.
Der imod afviser FOA`s formand Dennis Kristensen helt at indskrænke retten til efterløn. I stedet for skal politikerne fokusere på nye initiativer, der kan lokke de ældre til at arbejde lidt længere.
Helle Thorning har grebet det tudetosset an. Skal vi have forlænget adgangsalderen til efterlønnen, skal det ikke gøres ved at forringe lønmodtagernes rettigheder, siger Dennis Kristensen.
En lignende undersøgelse blandt arbejdsgiverne viser, at de modsat ønsker efterlønnen helt afskaffet og så hurtig som muligt.
- Det afgørende for os er, at ordningen bliver afviklet jo hurtigere jo bedre, og ikke hvordan ordningen afvikles, siger direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Henrik Bach Mortensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278