01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Løft til psykiatrien udebliver

Løft til psykiatrien udebliver

Lørdag, 13. august, 2005, 00:00:00

Psykiatrien får måske lov til at tvinge sindslidende til medicinsk behandling efter, at de er udskrevet

Tvangsmedicinering bør ikke foregå i folks private hjem. Det fastslår Steen Moestrup, som er formand for Landsforeningen af Tidligere og Nuværende Psykiatribrugere (LAP).
Som reglerne er nu, kan folk med psykiske lidelser kun udsættes for tvang, hvis de er indlagt på et psykiatrisk hospital. Men op til den kommende revision af psykiatriloven føres kravet om såkaldt 'ambulant tvang' massivt frem i medierne. Eksempelvis via tragiske beretninger om sindslidende, som griber til vold eller begår anden kriminalitet, fordi de ikke får tilstrækkelig hjælp.
Forslag om øget brug af tvangsbehandling er også med i en rapport, som Sundhedsministeriet har bestilt op til Folketingets debat om emnet. Her er argumentet, at det vil gavne en mindre gruppe patienter, som dropper medicinen, til trods for at de klarer sig dårligt, når de er udskrevet fra hospitalet.
LAP tror ikke, at de positive forventninger holder stik. Tværtimod fejer foreningen forslaget om at tillade tvangsmedicinering i sociale bofællesskaber og private lejligheder af bordet.
- Resultatet af anbefalingen kan blive, at flere psykiatribrugere end det er tilfældet i dag, vil fravælge kontakt med behandlingssystemet, og at en del af ofrene for sådanne udvidede tvangsbeføjelser vil blive presset ud i hjemløshed eller til selvmord for at undgå psykiatrisk tvang, lyder det advarende fra Steen Moestrup.
Han frygter at mennesker, der har haft kontakt med psykiatrien, vil føle sig utrygge i deres eget hjem, hvis de kan risikere at blive tvunget til en medicinsk behandling, som de ikke ønsker. LAP mener, at det er vigtige principielle rettigheder, der er i spil:
- Princippet om boligens ukrænkelighed gælder for alle borgere, uanset om man lider eller ikke lider under skizofrene eller andre psykiatriske diagnoser, siger Steen Moestrup.
Han forudsiger også, at ændringen vil skade brugernes forhold til støttepersoner og behandlere, som bygger deres arbejde på frivillighed og gensidig tillid.
Selvom en del psykiatere taler varmt for forslaget, får det heller ikke støtte fra Dansk Psykiatrisk Selskab.
'Tvang i psykiatrien kan ikke afskaffes, men bør reduceres væsentligt, fastslår formanden Dorte Sestoft i det høringssvar, som foreningen har afleveret til sundhedsministeren.
Dorte Sestoft, der arbejder på Frederiksberg Hospital, påpeger også, at antipsykotisk medicin har mange bivirkninger og ikke er ideel med hensyn til effekt. Hun anbefaler derfor, at politikerne i stedet arbejder for at forbedre den eksisterende behandling blandt andet muligheden for lange stabiliserende indlæggelser og anden intensiv behandling.


Forbedringer udebliver
Folketinget har vedtaget, at psykiatriloven skal til revision i det kommende folketingsår. Loven blev sidst ændret i 1999.
I 2003 bestilte Sundhedsministeriet en rapport om virkningerne af disse ændringer hos Rambøll Management.
Psykiatribrugere i LAP kritiserede ministeriets oplæg, fordi der ikke blev lagt op til en grundig undersøgelse af, hvordan tvang og magtanvendelse virker. Statistikkerne viser, at hver femte patient på de psykiatriske hospitaler udsættes for tvang.
Rapporten, der kan læses på www.im.dk, lå klar i maj 2005. Konklusionen indeholder flere forslag til opstramninger, der åbner for øget brug af tvang.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. aug. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland