Blokade i Jyllinge mod polsk firma er endt med overenskomst. TIB-afdelingen glæder sig over fire nye polske medlemmer
Flere ugers blokade mod en byggeplads i Jyllinge er slut.
- Konflikten har fået en lykkelig udgang. Det polske firma har underskrevet en overenskomst, så nu kan bygherren få sit hus gjort færdigt, siger en yderst tilfreds Torben Jørgensen, formand for TIB Roskilde, til Arbejderen.
Afdelingen har tre til fire lignende sager i lokalområdet, med arbejdsgivere der benytter billig østeuropæisk arbejdskraft. Men sagen fra Jyllinge er den foreløbig eneste, der er mundet ud i noget fornuftigt.
- Den her sag har været anderledes på flere måder, ikke bare fordi den er endt med en overenskomst. Vi ved godt, at bygherren, Michael Wadt, har entreret med et polsk firma om en totalrenovering af sin villa i håb om at få arbejdet udført billigere end, hvis et dansk firma havde stået for opgaven. Ikke desto mindre er vi sikre på, at han har presset på for at få det polske firma til at indgå en aftale med os, så han kunne få sit hus gjort færdigt, fortæller TIB-formanden.
Han er også overbevist om, at den lokale formand for Dansk Byggeri har spillet en rolle i sagen.
- Han trådte i karakter, og jeg er sikker på, at han har trukket i nogle tråde efter, at han ved selvsyn konstaterede, hvilke kummerlige forhold polakkerne arbejdede under. Det er der også kommet styr på nu, forsikrer Torben Jørgensen.
Efter hans mening er alle derfor glade. Det polske firma Uslugi Remontowo-Budowlana kan gøre arbejdet i Jyllinge færdigt, og Michael Wadt får sin villa sat i stand ganske vist med en smule forsinkelse.
De fire bygningsarbejdere er sikret en løn på 15 euro plus 1,90 euro til feriepenge, pension, samt søn- og helligdags tillæg, der svarer til 128 kroner i timen. Det er fire gange så meget, som de ville tjene i hjemlandet.
Torben Jørgensen medgiver, at det ikke er nogen fyrstelig løn. Det er dog inden for rammerne af overenskomsten, og der er da også enkelte af afdelingens medlemmer, der går til samme løn, selvom det generelt ser godt ud med beskæftigelsen i byggebranchen.
- Oveni det hele har vi så fået fire nye medlemmer. Det har bygherren medvirket til. For at vise, at vi ikke har noget imod de polske arbejdere, og at vi sætter pris på at have dem som medlemmer, er vi i gang med at arrangere en polsk aften som et medlemstilbud i den nærmeste fremtid. Vi indbyder selvfølgelig en polsk tolk, og inviterer de polske medlemmer. Og det kunne jo være, at vi med arrangementet også kunne lokke de polske arbejdere, som går på de andre arbejdspladser i vores område, til at deltage. Vi vil i hvert fald gerne bidrage til, at de får et bedre kendskab til, hvad fagforeningerne i Danmark står for, slutter Torben Jørgensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278