Oprør vil ikke fjerne den internationale appel fra hjemmesiden, som politiet kræver. Politiet går nu til en dommer for at få lov til at fjerne den
Kan ytringsfriheden afskaffes med et tryk på delete-tasten? Det mener foreningen Oprør ikke, påpeger John Jacobsen, talsmand for foreningen.
Medlemmerne i foreningen vil ikke acceptere politiets mundkurv og vil have ret til at sige, hvad de vil. Et stormøde onsdag eftermiddag i Blågårdens Medborgerhus besluttede derfor, at foreningen ikke vil fjerne den internationale appel fra hjemmesiden, som politiet forlanger.
- Uden en levende debat, intet demokrati, ingen udvikling. Derfor vil vi ikke efterleve politiets krav om selvcensur. Vi vil blive ved med at udbrede vores tanker og ideer, og vi står ved vores internationale opfordring, siger John Jacobsen.
Ytringsfriheden er en af de fornemste og mest grundlæggende rettigheder i et demokratisk samfund, og den er under pres lige nu, understreger Oprør.
- Mange steder i verden betegnes mennesker, som arbejder for social og politisk frigørelse, som terrorister. Hvis det lykkes at stemple enhver form for politisk opposition som terror, bliver demokratisk udvikling og forandring umulig, siger John Jacobsen.
Politiet havde givet Oprør en frist til onsdag eftermiddag klokken 17 for selv at fjerne appellen. Men torsdag var den stadig at læse på hjemmesiden, www.opror.net.
Vicekriminalinspektør Magnus Andresen fra Københavns Politi bekræfter over for Arbejderen, at de ikke har foretaget sig noget endnu.
- Vi flytter ikke selvstændigt noget fra Oprørs hjemmeside. Vi skal nu have en dommer til at acceptere, at vi kan fjerne den. Det er det, vi overvejer, siger han, men kan ikke vurdere, hvor hurtig det vil gå.
Efter at Arbejderen havde talt med vicekriminalinspektøren, viser det sig dog, at Oprørs talsmand John Jacobsen en time tidligere har været i dommervagten omkring hjemmesiden.
Normalt tager dommeren henvendelser fra politiet til efterretning og følger politiets krav. Men dommeren blev torsdag i tvivl, om det nu er lovligt at gribe ind over for Oprørs hjemmeside.
Hun vurderer sagen frem til i dag klokken 9.15.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278