Danske journalister valgte at støtte politikernes tavshed om det danske medansvar i krigen frem for højlydt at hylde de danske soldater, konkluderer forsker.

af Kent Kristensen
De danskere, som under den seneste Irak-krig kritiserede de amerikanske medier for at være i lommen på Pentagon, bør også huske den hjemlige journaliststand. Den opførte sig på mange måder lige så ukritisk over for sine magthavere.
Sådan lyder en af konklusionerne i en Ph.D.-afhandling, Journalistik midt i en krigstid som Hanne Jørndrup fra Institut for Journalistik ved Syddansk Universitet forsvarer den 11. august (i dag, red).
Det er første gang i nyere tid, at en forsker har beskæftiget sig med mediernes krigsdækning ud fra en national synsvinkel, og alene det aspekt gjorde Hanne Jørndrup nysgerrig:
- For første gang i knap 150 år var Danmark officielt i krig, og derfor var det interessant at analysere journalistikken. Ville medierne være uafhængige af politikerne, eller ville de for eksempel forsøge at spille på en nationalfølelse, som man så det i andre lande, siger Hanne Jørndrup.
Hun har først og fremmest koncentreret sig om dækningen i Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Politiken, Information, BT og Ekstra Bladet, og det er især skriverierne i dagene omkring Danmarks krigserklæring, som har været hendes omdrejningspunkt.

Medierne tjente politikernes interesser
- Det viser sig, at medierne fuldstændig tjente politikernes interesser. De omtaler ganske vist ikke soldaterne som vores drenge eller viser det danske flag som symbolet på frihed og retfærdighed. Så på den måde er vi ikke så nationalistiske som eksempelvis USA, men det er vigtigt at være klar over, at vi var lige så ukritiske, understreger Hanne Jørndrup.
Hun henviser først og fremmest til, at journalistikken under de afsluttende folketingsdebatter om den danske krigsdeltagelse i høj grad fastholdt det samme syn, som det politiske system selv slog an - nemlig at betragte krigen som en politisk proces mellem regering og opposition.
- I en lang periode handlede dagsordenen om, hvorvidt FN`s resolution gav hjemmel til en dansk krigsdeltagelse, og det var en debat, som medierne købte. Deres dækning bestod typisk af interviews med jurister eller andre eksperter og af almindelige politiske referater. Og da Folketinget med det snævrest mulige flertal havde vedtaget at sende landet i krig, opfordrede statsminister Anders Fogh til, at alle bakkede op om beslutningen, for nu skulle vi se at komme videre. Efterfølgende kan man konstatere, at det var en appel, medierne - bevidst eller ubevidst - accepterede, siger Hanne Jørndrup og uddyber:
- En krigserklæring er altid en alvorlig ting. Og for en nation, som officielt ikke har deltaget i en krig siden 1864, er det måske en ekstra stor beslutning. Derfor skulle man tro, at journalisterne virkelig ville bore i det faktum, at det kun var lidt over halvdelen af politikerne, som var enige i afgørelsen. Der var mange muligheder for at bringe konflikter frem og perspektivere dem. Men i stedet blev det kun til lidt indenrigspolitisk fnadder om, hvorvidt SR-regeringen i 1998 havde haft mandat til at støtte Bill Clintons angreb på Irak.

En splittet nation
Ifølge Hanne Jørndrup er der tradition for, at politikere og befolkning rykker sammen under en krig, men det blev aldrig tilfældet med Danmark.
- Vi var en splittet nation, og det var en underlig situation, som medierne slet ikke gravede i. Da de ansvarlige politikere besluttede, at de ikke ville tale mere om det emne, magtede journalisterne ikke at fastholde temaet.
Hanne Jørndrup understreger, at en del af forklaringen på den manglende debat sandsynligvis skyldes, at Danmarks aktive indsats i krigen først og fremmest bestod i at bidrage med en u-båd. Vi risikerede altså ikke på samme måde som USA og Storbritannien at få soldater sendt hjem i ligposer. Ligesom det ikke var vores bomber, som ville medføre døden for andre.
- På den baggrund holdt vi krigen en armslængde fra kroppen, og det gjaldt også den journalistiske dækning. Hvis det blev ubehageligt, behøvede vi alligevel ikke at betragte det som vores krig, påpeger Hanne Jørndrup.
Eksempelvis medførte det også nærmest forbløffelse i befolkningen, da en dansk flotilleadmiral, Per Tidemand, pludselig dukkede op ved koalitionens pressemøde, men heller ikke her lykkedes det for medierne at fastholde en dansk vinkel på krigen.

Ingen selvransagelse i Danmark
Hanne Jørndrup pointerer, at der fortsat er en dansk distance til deltagelsen i Irak, og det gælder også for medierne:
- I såvel USA som Storbritannien har der efter krigen været debatter og en vis form for selvransagelse. Det nærmeste, vi kommer i Danmark, er en retssag om, hvorvidt en kvindelig efterretningsofficer talte for hårdt til fangerne. Men vi har slet ikke draget vores erfaringer, og krigen var ikke engang et tema under det seneste Folketingsvalg i februar, fastslår hun.
Under gennemgangen af aviserne er hun ganske vist flere gange stødt på kritiske vinkler af Danmarks krigsdeltagelse. Men det har næsten hver gang været i form af en leder eller klumme. Synspunkterne kom nærmest til at fremstå isolerede, fordi den generelle nyhedsdækning slet ikke tog nogle af de pågældende betragtninger op.
- Da krigen først var i gang, indtog medierne samme rolle som under den første Golfkrig. Artiklerne havde først og fremmest en teknologisk vinkel, som beskrev de forskellige våbentype, strategier og militære manøvrer. Der blev brugt meget grafik på at forklare, hvad de forskellige bombetyper kunne, og det virkede nærmest lidt klinisk, siger Hanne Jørndrup, der også har konstateret, at de syv aviser havde en overraskende ens dækning.
- Selvfølgelig var Ekstra Bladet mere hånlig over for eksempelvis Anders Fogh, mens Information var kritisk. Men det var på lederplan - ikke i artiklerne, understreger hun.

Undgår morale
Hanne Jørndrup fremhæver flere gange, at hendes mål med afhandlingen ikke er at fælde en dom over journalistikken.
- Jeg er ikke ude i et moralsk ærinde, og jeg kan godt selv blive lidt træt af hellige eksperter, der på lang afstand fortæller, hvordan tingene burde have været. Og man skal naturligvis også have forståelse for de betingelser, journalister arbejder under - især i forbindelse med en krig.
Hensigten er i stedet helt faktuelt at undersøge, hvordan vores mediedækning fungerer, når vi er i krig.
- Og her må jeg konstatere, at dansk journalistik ikke kan siges at være mærkbart mere uafhængig eller kritisk over for magthaverne. Godt nok var den danske presse hverken så svulstig eller nationalistisk som eksempelvis de amerikanske medier. Men det må ikke få os til at tro, at vi havde mere kritiske medier at støtte os til. Vores journalister valgte blot at støtte politikernes tavshed om det danske medansvar i krigen frem for højlydt at hylde vore soldater i kamp, siger hun.

Artiklen har tidligere været bragt i Syddansk Universitets blad, Ny Viden. Overskrift og mellemoverskrifter er indsat af Arbejderen.

Hanne Jørndrup. Forsvarer Pd.D.-afhandling i dag om 'Journalistik midt i en krigstid'.