01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kunstmuseum misbruger aktiverede

Kunstmuseum misbruger aktiverede

Torsdag, 11. august, 2005, 00:00:00

Ledelsen på ARoS undskylder storforbrug af gratis arbejdskraft med underskud på budgettet. Arbejdsløses interesseorganisation kalder det jobtyveri

Det er ganske enkelt jobtyveri.
Sådan betegner Gustav Bunzel, talsmand for Landsorganisationen af Arbejdsledige (LA) i Østjylland, Kunstmuseet ARoS`s brug af arbejdsløse.
Den aktuelle status på medarbejderstaben lyder på 53 fastansatte og 21 personer i aktivering, oplyser museets vicedirektør, Ole Capion.
- Egentlig har vi brug for 10 fastansatte mere. Og vi ville gerne ansætte ud af de folk, som vi har fået henvist fra kommunen. Men vi har underskud på budgettet og har ikke de tre millioner kroner, som det ville kræve, siger han til Arbejderen.
Netop det forhold, at én af Århus bys største attraktioner har mere end 20 personer ansat på ikke-normale vilkår, har fået Landsorganisationen af Arbejdsledige (LA) til at reagere.
- Loven siger, at aktivering finder sted for at give den arbejdsløse bedre mulighed for at blive selvforsørgende. Jeg tvivler strækt på, at de aktiverede får bedre muligheder for at få et job, når de er tvunget til at arbejde gratis for en virksomhed med underskud. Kommunen kan sagtens påstå, at aktiveringen finder sted for at skaffe den arbejdsløse et job, men i tilfældet ARoS meddeles det ligefrem offentligt i pressen, at aktiveringen finder sted for at nedbringe et underskud, lyder det fra en forarget Gustav Bunzel, med hensvisning til artikler i Århus Stiftstidende og metroXpress den 4. maj.
Her er museets direktør, Jens Erik Sørensen, citeret for at sige: 'For at nedbringe underskuddet har ARoS blandt andet 22 personer ansat i aktivering eller skånejob til at klare opgaver som rengøring, oprydning og tilsyn. Det er dobbelt så mange som normalt. Deres løn betales af Århus Kommune'.
Det fik LA til at fare i blækhuset og midt i maj modtog ARoS-direktøren et brev med en lang række spørgsmål. LA har dog ikke modtaget noget svar.
- Jeg kan godt huske, at der var noget med et brev. Men vi har været på rejser i juni, og indtil nu er der blevet afviklet ferie, så jeg vil nok opfordre til, at brevet genfremsendes, lyder det fra Ole Capion, der lover at svare i løbet af nogle få dage.
LA tager opfordringen til sig. På et møde i denne uge vil organisationen tage stilling til, hvad der kan gøres for at skabe yderligere blæst om sagen.
- Vi vil gerne have afgjort hvor grænserne går for halv og helt offentlige institutioners brug af aktiverede. Vi kæmper for at fastslå, at det må være ulovligt at budgettere med besparelser ved at anvende aktiverede i stedet for at ansætte folk. Det her må stoppe. I det mindste skal folk have en normal løn for det arbejde, de udfører, siger Gustav Buntzel.
Med til LA`s overvejelser hører møder i forbindelse med efterårets valg til regionsrådene. LA kunne godt tænke sig at spørge de opstillede lokalpolitikerne, hvad de vil gøre for at forhindre udnyttelse af de arbejdsløse.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. aug. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland