21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kampagne for flere polakker

Kampagne for flere polakker

Fredag, 05. august, 2005, 00:00:00

Ekstra Bladet hænger danske arbejdere ud som dårlige håndværkere og efterlyser flere polakker. Det er afsporing af debatten mener TIB formand

- Useriøst plat og afsporing af debatten om østeuropæisk arbejdskraft i Danmark til dumpingløn.
Således lyder reaktionen fra formanden for Træ- Industri- Byg i Odense, Karsten Hønge, på Ekstra Bladets kampråb: Send flere polakker.
'Danske håndværkere må se i øjnene, at deres omdømme er rigtig dårligt. Selskabelige sammenkomster krydres af skrækhistorier fra folk, der har haft brug for tømrere, snedkere, murere og vvs-folk, som ikke er kommet til tiden, er gået hjem før arbejdet var færdigt, og hvis endelige resultat var så elendigt, at det måtte laves om.'
Således skriver Ekstra Bladet blandt andet i deres leder torsdag. Hvorfor skal danske boligejere ikke vælge en polak der kan sit kram, lyder det fra bladet. I bestræbelserne på at underbygge påstanden har Ekstra Bladet været på besøg hos skibsreder Tom Bringsværd i Byskov.
En ekspert vurderer kvaliteten af det blokaderamte arbejde på ejendommen, der bliver udført af underbetalte polske håndværkere, til et 10 tal ud af en skala på 13.
- Ekstra Bladets artikler er useriøse og under lavmålet. Vi har en god og lang tradition i Danmark for at lave et godt byggeri med god kvalitet. Vores polske kollegaer er også dygtige. Men at stille os over for hinanden og forsøge at lave en konkurrence er under lavmålet. Det er det rene pjat, useriøst og uappetitligt. Den dagsorden, der ligger bag, er at nogle vil spare penge på lønningerne, siger Karsten Hønge.
Skibsreder Tom Bringsværd kan da også i Ekstra Bladets artikel fortælle, at han har sparet to millioner kroner ved at bruge det polske firma Nova-Bau til at renovere sin ejendom. Halvdelen af byggematerialerne er også købt i Polen.
I skurvognene rundt på byggepladserne skabte Ekstra Bladets kampagne i går debat, og det er ikke sikkert at der vil være lige så mange eksemplarer af Ekstra Bladet fremover, vurderer Fagbladet 3F. Mange håndværkere var forargede over Ekstra Bladets opfordring til at 'vælge en billig polak, der kan sit arbejde, frem for en dyr dansk klamphugger'. I et byggesjak hos murerfirmaet PWJ spørger Rasmus Jensen omvendt, hvorfor sjakket dog i fremtiden skal købe Ekstra Bladet, når man kan vælge en gratisavis, der er mindst lige så god.
I et andet sjak er man bekymret for den danske velfærd:
- Ekstra Bladets opfordring er også en opfordring til at nedbryde den danske samfundsøkonomi og dermed velfærdssamfundet. Udstationerede polske håndværkere betaler ikke skat i Danmark. Den danske håndværker skal imidlertid have dagpenge, hvis han udkonkurreres af polakker på dumpingvilkår. Derfor er Ekstra Bladets opfordring så uhyrlig, siger Bent Wagner til Fagbladet 3F.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. aug. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland