28 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forsker: kapitalisme skaber karteller

Forsker: kapitalisme skaber karteller

Torsdag, 04. august, 2005, 00:00:00

Et VVS-kartel er ingen overraskelse - historien viser, at fri konkurrence ender i sin modsætning, nemlig monopoler og karteldannelser, siger professor Kurt Jacobsen

Ulovlige karteldannelser som det omfattende VVS-kartel, der nu måske er under oprulning, kan ifølge cheføkonom Mads Lange fra den superliberalistiske tænketank CEPOS kureres med mere markedsliberalisme og et mere åbent hjemmemarked, hvor for eksempel polske håndværkere har fri adgang.
Men det imødegår professor Kurt Jacobsen fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Handelshøjskolen i København.
- Historien viser, at overlades markedet til sig selv, ender det uundgåeligt i monopoler eller i konkurrence-begrænsende aftaler og karteldannelser. Allerede Karl Marx` analyser af markedsmekanismerne afslørede dette, siger Kurt Jacobsen til Arbejderen
- Hvis den fri konkurrence skal opretholdes, kræver det en stærk statsmagt, der kan sætte spillereglerne. Det er et paradoks, men et paradoks, der ikke er til at komme uden om, uddyber Kurt Jacobsen.
Han peger på den amerikanske antitrust-lovgivning som et eksempel, der på godt og ondt viser denne nødvendighed.
- Den første antitrust-lov blev vedtaget i USA allerede i midten af 1800-tallet. Her havde man forståelsen for, at når virksomheder bliver så store, at konkurrence også kan påføre dem store tab, så vil de forsøge at bruge deres indflydelse til at begrænse den.
Også i dag har USA

på papiret en af verdens mest restriktive antimonopol-lovgivninger. Noget andet er så den politiske virkelighed, understreger Kurt Jacobsen.
- Det er for eksempel velkendt, at amerikanske koncerner, der støtter den siddende regering, ikke har så meget at frygte selv om man skulle komme på kant med lovgivningen.
Herhjemme og i resten af Europa har monopolkapitalen også haft forståelse for at undgå, hvad storkapitalisten C.F. Tietgen i sin tid betegnede som 'ødelæggende konkurrence', forklarer Kurt Jacobsen.
- Det er Carlsbergs udvikling til et decideret monopol på det danske marked et godt eksempel på. Det er der ikke blevet grebet ind over for. Derimod har der været meget fokus på et opgør med de statsejede monopoler.
Opgøret har dog kun resulteret i private monopoler som TDC i stedet.
- Vi følger meget EU-lovgivningen, som også skulle sikre spilleregler mod monopoldannelse. Men det har virksomhederne svært ved at acceptere, i hvert fald de store - det er jo imod deres interesser.


Private VVS-kunder, der har betalt overpriser på grund af et ulovligt karte,l vil som enkeltpersoner ikke have mange chancer for at få pengene tilbage, vurderer Anders Hjorth Jensen, politisk medarbejder i Forbrugerstyrelsen.
- Derfor ønsker vi loven ændret, så der i sådanne sager bliver mulighed for gruppe-søgsmål, hvor flere kan anlægge sag sammen mod det samme firma, siger Anders Hjorth Jensen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. aug. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland