I stedet for en håndsrækning fra fagforeningen eller socialkontoret, da Jan Eriksen havde allermest brug for det, fik han en lige højre, der genstartede den personlige rutsjetur

Er man først røget på kontanthjælp, kan vejen tilbage til arbejdsmarkedet være lang og sej. Kravene til kontanthjælpsmodtagerne er skrappe og til tider nedværdigende. Man kostes rundt i et system med arbejdsprøvning, aktivering og job med løntilskud uden at have nogen som helst former for rettigheder.
Historien om Jan Eriksen fra Aalborg er blot én blandt mange om, hvordan firkantede regler og systemer kan være med til at sætte yderligere tempo på en personlig nedtur, i stedet for at give et skub i den rigtige retning.

Jan Eriksen tænker tit på, hvordan hans liv havde formet sig, hvis han ikke var røget ud af fagforeningen og a-kassen i 1998.
Det år var han gået i gang med at vende en personlig nedtur og havde på grund af misbrug netop gennemført et behandlingsforløb.
- Jeg henvendte mig i a-kassen men fik at vide, at jeg ikke kunne få understøttelse, fordi jeg ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet. De sagde, at jeg skulle henvende mig på socialkontoret, husker Jan Eriksen.
Der går imidlertid mere end to måneder, før han gør det. Da er han kommet bagud med tre måneders kontingent i fagforeningen og søger om et lån for at kunne betale op.
- Men socialrådgiveren siger, at da jeg alligevel ikke kan få understøttelse, er det spild af penge. Jeg får afslag på lånet, og det ender med, at jeg ryger ud af fagforeningen i slutningen af 1998 efter at have været medlem af en fagforening siden 1973, siger Jan Eriksen en anelse syrligt.
A-kassens afvisning om understøttelse begrundes med, at Jan havde fravalgt et efterbehandlingsforløb som afslutning på afvænningsforløbet.
- Men efterbehandlingen ville betyde, at jeg ikke måtte arbejde i et helt år, og det syntes jeg var for længe. Derfor droppede jeg den, forklarer Jan Eriksen.
At a-kassen efterfølgende har erkendt, at han var til rådighed ved den første henvendelse, gør ikke bitterheden mindre.

Et spark i den gale retning
Sparket ud af fagforeningen var det sidste, han havde brug for. Med den netop overståede behandling havde han været på vej til at rejse sig fra nedturen. Nu følte han, at tæppet blev hevet væk under ham.
I stedet for en håndsrækning fra fagforeningen eller socialkontoret, da han havde allermest brug for det, fik han en lige højre, der genstartede den personlige rutsjetur.
Rutsjeturen startede så småt, da Jan Eriksen blev arbejdsløs efter mere end to års arbejde som jord- og betonarbejder på Storebæltsbroen. Her arbejdede han fra 1990 til 1992.
- Der efter var der ikke meget arbejde at få, og jeg havde vel kun sammenlagt et års arbejde og nogle kurser i de næste seks år, fortæller Jan Eriksen.
Stoffer og alkohol fyldte dagene, ugerne og årene, indtil den første afvænning i 1998.
- Det har altid betydet meget for mig at være medlem af en fagforening. Nu var jeg det ikke længere. Havde a-kassen bare accepteret, at jeg stod til rådighed for arbejdsmarkedet, eller havde socialkontoret lånt mig penge til de tre måneders kontingent, så havde jeg måske ikke været på kontanthjælp i dag, funderer den snart 50-årige aalborgenser, der føler sig låst fast i det kontanthjælpssystem, hvor han har hængt lige siden 1998.

For tidligt at dø
Det genoptagne misbrug begynder at sætte voldsomme spor på fysikken. Det venstre ben gør nykker.
- Det ender med at nogle socialarbejdere mere eller mindre tvinger mig på skadestuen. Her undersøger de mig og konstaterer, at jeg har haft nogle blodpropper. De vil ikke operere mig, fordi jeg er for tynd. For at de overhovedet skal gøre noget ved mig, siger jeg ja til at gå i Minnesota-behandling. Efter tre timer udstyrer de mig med et par krykker og udskriver mig.
Nok er et liv som misbruger en barsk omgang, men det var oplevelsen på Aalborg Sygehus også, husker Jan Eriksen. Behandlingen rystede ham en del. Fordi man er narkoman kan man vel godt forlange en ordentlig behandling, mener han.
Krykkerne hjalp ikke på smerterne i benet. De tog tvært imod til i de kommende dage og blev til sidst så slemme, at Jan ikke var i stand til at hente sit metadon.
- Så truede de med at tage det fra mig, hvis jeg ikke hentede det, husker Jan.
Der gik yderligere en måned og Minnesota-kuren startede. I takt med at stofferne kom ud af kroppen, blev også benet bedre. Men efter fem måneder havde Jan alligevel fået nok af behandlingen på Nordsjælland. Der var for megen kæft, trit og retning.
Turen gik tilbage til Aalborg, hvor misbruget igen greb om sig og igen sagde kroppen fra - med nye blodpropper i benet til følge.
- Denne gang blev jeg indlagt i to dage. Jeg tror, at det var dér, det for alvor gik op for mig, at jeg kunne dø, hvis jeg fortsatte. Det var jeg ikke parat til. Jeg startede på endnu et behandlingsforløb i 2001. Denne gang på Bornholm. Efter seks måneder var jeg tilbage i Aalborg. Jeg havde stadig problemer med benet og brugte stadig krykker, men jeg var stoffri og har været det siden.

Kontanthjælps-junglen
Nu kunne et nyt liv begynde.
Vejen ud af stoffernes verden havde været svær. Det er vejen ud af kontanthjælpssystemet også, har Jan Eriksen erfaret.
- Min sagsbehandler tilbød mig pension, men det afslog jeg. Jeg ville bare ud og arbejde igen. Jeg troede selv på, at det kunne lade sig gøre efter et års tid.
Det blev til et job med løntilskud som nattevagt på en behandlingsinstitution. Et job som Jan selv fandt. Da de første seks måneder var overstået, blev han ansat på almindelige vilkår. Desværre blev det trange tider for institutionen, der skulle skære ned. Dertil kom problemer med lønnen, og natarbejdet sled i det lange løb mere end forventet. Jan stoppede efter tre måneders ordinær ansættelse og institutionen drejede nøglen om nogle måneder senere.
Ved først givne lejlighed havde Jan igen meldt sig i fagforening, men det blev kun til tre måneder, mens han havde ordinært arbejde. Nu var det tilbage på kontanthjælpen, der desværre ikke rakte til også at betale det faglige kontingent.

Så lukker vi bare for kassen
Der står nu 2003 på kalenderen.
Efter at have været aktiveret i et kommunalt projekt mente en kommunal jobkonsulent at næste skridt på karrierestigen måtte være et job med løntilskud. Jan foreslog selv byggecenteret Bauhaus, der søgte folk til lagerarbejde.
- Jeg fortrød dog igen, fordi jeg aldrig har arbejdet i butik. Jeg var nervøs for om mit ben ville kunne holde til de mange timer gående og stående. Og endelig var jeg begyndt at få problemer med ryggen. Men jobkonsulenten satte mig stolen for døren. Han lod mig forstå, at hvis jeg ikke tog jobbet i Bauhaus, ville de aldrig mere hjælpe mig med at komme i arbejde.
Jan begyndte i Bauhaus. Da sagsbehandleren efter et stykke tid kontaktede Jan for at høre, hvordan det gik, fortalte han om problemerne med både ben og ryg.
- Men hendes svar lød, at hun nemt kunne lukke for pengekassen. Så jeg bed tænderne sammen. Det var nogle hårde seks måneder, hvor jeg måtte snige mig til at holde ekstra pauser på arbejdet, og når jeg kom hjem var mit ben hævet helt vildt og dunkede. Det gik ud over nattesøvnen, så jeg var træt hele tiden.

Billig arbejdskraft
De mange forskellige ordninger, der efter sigende skal hjælpe folk tilbage på arbejdsmarkedet, giver Jan Eriksen ikke meget for.
- Kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse udnyttes som billig arbejdskraft. Uanset hvad man kalder det - arbejdsprøvning, aktivering, jobtræning eller løntilskudsjob - så fører det jo ingen vegne. Det er noget svineri, den måde arbejdsgiverne udnytter løntilskudsordningen på, mener Jan Eriksen.
I forbindelse med løntilskudsjobbet i Bauhaus var Jan selv på gratis prøve i 14 dage, men mange andre var det i længere tid, helt op til seks uger. Sammen med Jan blev der ansat syv andre med løntilskud bare på lageret. Da tilskudsperioden var ovre beholdt Bauhaus tre. Så kunne byggemarkedet ellers starte forfra med at få en masse folk på prøve og bagefter i arbejde med klækkeligt tilskud. En ren pengemaskine, hvis du spørger Jan Eriksen.
- Det er jo et problem, at der ikke er arbejde nok. Arbejdsgiverne forventer vel efterhånden at få arbejdskraften gratis, hvis ikke den lige er tip top i orden. Mens kravene til de arbejdsløse og folk, der har været igennem et sygeforløb bliver skrappere og skrappere, så blive der jo slet ikke stillet krav til arbejdsgiverne.

Måske på vej
Jan fik ikke arbejde i Bauhaus, da de seks måneder med løntilskud var slut.
Det var tilbage på kontanthjælp og efter tre uger ville sagsbehandleren sende ham i ny aktivering.
- Men til hvad nytte. Jeg spurgte derfor min sagsbehandler om jeg ikke kunne komme i betragtning til et fleksjob, fordi jeg døjede med benet og ryggen. Dertil kom periodevis hukommelsesproblemer, der sikkert skyldes mit tidligere misbrug og en gammel arbejdsulykke.
- Jeg tror faktisk, at det var på det tidspunkt, at hun for første gang læste mine papirer grundigt igennem. Hun ville tage min sag med på et møde. Muligheden for revalidering blev også nævnt, men det mente hun ikke var særlig realistisk på grund af min alder. Jeg ville være 50 år eller over, inden jeg kom i gang med en revalidering. Så jo det kunne godt være, at et fleksjob kunne være løsningen, sagde hun.
Jan Eriksen begynder i 2005 på et afklaringsforløb på et revalideringscenter. Inden da har han været igennem et lægetjek og en undersøgelse ved en neurolog. Begge anbefaler et fleksjob som Jans vej tilbage til arbejdsmarkedet.

Hvad finder regeringen mon på?
Tre måneder - fem timer om dagen på revalideringscenteret bruges på prøver og praktiske test.
Også her ender det med en anbefaling af et fleksjob. Samme konklusion når alle involverede parter frem til på et møde 14 dage inden revalideringsforløbet slutter.
Jan har på daværende tidspunkt fået en aftale i stand med en privat arbejdsgiver, der hvis otte ugers arbejdsprøvning forløber tilfredsstillende, er villigt til at ansætte Jan i fleksjob.
- Selv min sagsbehandler er enig, men da forløbet på revalideringscenteret er slut, vender hun på en tallerken. Hun er nu ikke længere sikker på, at jeg kan komme i betragtning til et fleksjob. Hun siger, at jeg i stedet kan få et halvt år på revalidering ved samme arbejdsgiver med henblik på arbejde senere. Jeg fatter ikke hvorfor hun ændrede holdning. Måske har det noget at gøre med, at beskæftigelsesministeren har sagt, at fleksordningen har været for stor en succes, og at folk ryger for nemt igennem systemet.
Foreløbig passer Jan sit arbejde på revalideringsydelse ved den private arbejdsgiver, hvor han går til hånde med forefaldende praktisk arbejde. Den aftale udløber til september.
- Hvad der så kommer til at ske ved jeg ikke, men jeg kan godt frygte, at jeg skal igennem en ny arbejdsprøvning, slutter Jan Eriksen.