Arbejdsgiverne forsøger at udvide deres rådighedsområde i forhold til arbejderens tid, råderum og værdighed. Man styrer og kontrollerer

af Klaus Haase, Jyderup
Er man på arbejdsmarkedet, sælger man sin arbejdskraft på en arbejdsgivers betingelser. Det kan læses i arbejdsmarkedets hovedaftale, der taler om, at det er arbejdsgiverens ret at lede og fordele arbejdet.
Sådan er vilkårene. Sådan står vi overfor hinanden i dag. I et kapitalistisk samfund.
Samtidig har vi brug for hinanden. Arbejder og arbejdsgiver. Arbejdere imellem. Vi har brug for hinanden under givne betingelser. Vi har også brug for at udvikle os på vores arbejdsplads.
Sådan har det været hele tiden. Tingenes tilstand ændrer sig. Samspillet. De sociale regler. Den gamle hierarkiske model, hvor ordrerne blev givet fra oven, og med adlød nedefter, er ikke aktuel i dag. Det skyldes ikke, at arbejdsgiveren er blevet et bedre og mere tolerant menneske. Det har udgangspunkt i materielle betingelser; det moderne produktionsapparat i et informationssamfund har brug for effektive og selvstændige arbejdere uden omstændelige kommandoveje.
De nye arbejdsbetingelser gælder såvel indenfor det private som det offentlige arbejdsmarked.
Arbejdsgiveren har brug for at motivere og effektivisere den enkelte arbejder. Mottoet 'tid er penge' gælder som aldrig før. Man forventer, at vi handler og tænker selvstændigt. Den stadige tempoopskruning kræver en hyppigere opgradering af arbejdernes kvalifikationer. I dag taler man meget om kompetencer.

Teambuilding og kompetenceudvikling
I forbindelse med denne på grund af udviklingen krævede nødvendige opgraduering af arbejderne, er der vokset en skov af kursustilbud frem på markedet. Vi skal lære at samarbejde, se hinanden som et team, udvikle vor selvindsigt, og bruge de kompetencer vi har.
Disse kursustilbud handler ikke alene om udviklingen af faglighed indenfor faget. Man er blevet mere personlig, mere individualistisk i sin tilgang til arbejderne. Med et moderne udtryk, er man faktisk blevet grænseoverskridende. Det vil jeg senere komme ind på.
Der benyttes i stadig højere grad psykologisk inspirerede spørgeskemaer, som skal tegne vores personlighedsprofiler. Jeg arbejder selv indenfor det offentlige, og har oplevet en del kurser temadage, spørgeskemaer og forskellige former for 'arrangeret social samvær'.
Ligesom mange læsere vel har; vi er jo efterhånden omklamret af arbejdskonsulenter, teambuildere, arbejdspsykologer med mere.

udstilling i skemaer:
Normerne har flyttet sig. Også grænserne for, hvor personligt man går til medarbejderne. Via kurser.
Jeg husker et enkeldags kursus, hvor vi af en psykolog fik udstukket et skema, der skulle belyse om vi var 'globalt tænkende medarbejdere' som det hed, eller 'analytisk tænkende medarbejdere'. En række spørgsmål med tilhørende points skulle belyse os på den måde. Man kunne mere eller mindre 'rent' tilhøre den ene eller den anden kategori.
De 'globalt tænkende' havde det med at kaste mange bolde i luften på samme tid, have mange projekter i gang. De analytiske var eftertænksomme, og gik mere systematisk og struktureret til værks i deres arbejde. Så blev vi det klogere. Vi havde dog mulighed for at krølle papirerne sammen efter kursets slutning og 'slette vores spor'; i al diskretion fik vi lejlighed til at få mere indsigt i os selv.
Senere i min 'karriere' har jeg oplevet et samarbejdskursus, hvor der var tale om et mere udspekuleret 'testskema'. Det drejede sig om en såkaldt 'typepsykologi'. Groft sagt er man med belæg i denne teori delt op i indadvendte og udadvendte typer, og det udmøntes i yderligere deltyper. Hensigten var at se, hvordan vi spillede sammen som personligheder i en arbejdsgruppe.
En række spørgsmål skulle besvares, og rent faktisk kunne vi nikke genkendende til 'os selv' efter skemaet var udført. På dette samarbejdskursus gik kursuslederen et skridt længere end det tidligere nævnte, i og med, at han viste vores personlighedsprofiler på en lystavle. (det skal nævnes, at skemaerne havde vi udfyldt på forhånd inden kursets påbegyndelse, og sendt dem i forseglede kuverter med garanti for yderste diskretion).
Egentlig var der ikke nogen, der protesterede over at få udstillet sig selv på en lystavle for fuld offentlighed med navns nævnelse - og så endda uden at blive spurgt om man kunne acceptere det! Undertegnede undrede sig da også først bagefter; jeg faldt også i den autoritetstro grøft.
Men tendensen er der jo: der blev ikke taget hensyn til folks eventuelle blufærdighed, og man kan hermed få følgende tanke: Arbejdsgiveren vil ikke alene have vores arbejdskraft, de vil også have vores sjælé

'BIG brother' som kursusarrangør
Det er ikke kun enkeltfirmaer/virksomheder, der benytter sig af kursusmarkedet. Nogle kommuner har iværksat vidtfavnende projekter; man vil gerne kontrollere alle kommunens medarbejdere, og søsætter i den forbindelse et ambitiøst koncept, der skal vare år frem. Med logo. Fast fuldtidskonsulent, der spyer kilometervis af kursuspapirer ud til medarbejderne (pligtlæsning).
Man kommanderer medarbejderne ud til kurser efter arbejdstid. Fremmødet er obligatorisk; man bliver noteret for pligtforsømmelse, hvis man ikke indfinder sig til aftenseancen. Ledere og mellemledere vogter nidkært på, om 'alle nu er mødt op'. Der er sparsomme pauser og tørre sandwichs, og så kommer nogle repræsentanter ind, smiler ud over kødranden der er troppet op, og de kommer med en bemærkning om, at 'det vel nok er dejligt at se så mange møde frem'. Der er noget nærmest religiøst over disse kurser. Menigheden møder frem med papirerne(lektierne) der samtidig bliver fremvist på en stor hvid lystavle.
Emnerne er altid noget med 'den gode medarbejder' 'det effektive team' med mere. Det hele bliver krydret med nogle 'cases' (eksempler) på 'det rigtige samarbejde'. Det hele er holdt sammen af en slags 'kommunal bibel' i form som et populærpsykologisk skrift. Der bliver i én uendelighed citeret fra bogen, og man bliver gentagne gange opfordret til at låne eller købe dette vidunderlige værk.
Kurserne bliver kørt med hård hånd. Man lægger absolut ikke op til dialog med salen, om end spørgsmål bliver tålt, men heller ikke mere; stilles der kritiske spørgsmål til kommunens 'medarbejderudviklingskoncept', bliver spørgerne tilrettevist med den begrundelse, at der er 'et stramt tidsskema og ikke tid til diskussion'. Jeg har oplevet, at ordstyreren hævnede sig efter for mange kritiske spørgsmål med at udsætte spisepausen. Og efterfølgende tiden for fyraftené

Nu skal vi more os
Ligesom et andet religiøst foretagende engang imellem forsøger at få 'det vigtige budskab' til at glide ned med morskab, havde pågældende kommune også en overraskelse i ærmet: Man havde arrangeret sig med et jazzorkester. De fem fra blæsersektionen sad i baggrunden, mens en pensioneret forretningsmand optrådte henholdsvis som dirigent og henholdsvis fremførte et talkshow mellem jazznumrene. Han talte om 'forskellige typer medarbejdere', om vigtigheden af at udvikle sig og være positiv på sin arbejdsplads.
Musikerne spillede pludselig falsk, og forventelig talte han om vigtigheden af 'at spille sammen som et team'. Han smed om sig med vitser, som alle havde hørt de første hundrede gange, og for at få 'samhørigheden' frem, opfordrede han med pinlig gestik og dans os alle til at sidde og knipse og klappe og gynge i takt til musikken. Han ville have menigheden til at 'swinge sammen' (hvilket kun delvis lykkedes). Det blev til tre stive timer med jazzmusik i en hed sal uden aircondition. Og så på en skoldhed sommerdag. Uden hverken vådt eller tørt.
Meningen med arrangementet var ikke til at tage fejl af: Det skulle tolkes som en slags generøsitet fra arbejdsgiveres side, og vi arbejdere skulle naturligvis føle os taknemmelige.

VARM LUFT ELLER...
Hvad skal man mene om denne tidens trend på arbejdsmarkedet? Bliver vi bedre medarbejdere via konsulenter, teamtræning, 'at få vores egen psykologiske profil' , kompetenceudvikling og pædagogisk underholdning? Er det bare varm luft, er det i hvert tilfælde dyr varm luft.
Jeg har løftet en flig fra det enorme kursusmarked jeg selv har oplevet i aktion.
I bedste fald får man nogle selvstændige, autonome, fleksible og selvforvaltende medarbejdere ud af det. Og i så fald: Overflødiggør arbejdsgiverne så ikke sig selv? Har vi overhovedet brug for den berømte paragraf i hovedaftalen, hvis arbejdsgiverne får så kompetente medarbejdere ud af det i den anden ende?
Indtil videre oplever jeg ikke, at problemstillingen med de omkringsiggribende kompetencekurser med mere nyder fagbevægelsens opmærksomhed endsige bekymring. I hvert tilfælde er den ikke synliggjort i den offentlige debat.
Man kan formode, at den nye trend afgår ved en stilfærdig død...(på et eller andet tidspunkt er pengekassen vel tom). Disse økonomiske midler burde i stedet bruges til en reel udvikling af nye organisationsformer.
Umiddelbart oplever jeg ikke, at det amerikansk inspirerede managementsprog disse kurser fører sig frem med, ligefrem forfører den danske arbejder.
Der er også en bagside: Man forsøger jo fra arbejdsgiverens side via denne trend at udvide sit rådighedsområde i forhold til arbejderens tid, råderum og værdighed. Man styrer og kontrollerer. Man forsøger at sløre det reelle modsætningsforhold mellem arbejder og arbejdsgiver ved at 'købe' loyalitet - alene på arbejdsgiverens præmisser. I kompetenceudviklingens hellige navn, byder man mennesker at krænge deres sjæleliv ud; vi bliver påbudt at udlevere vores personlighedsprofil via udviklingsskemaer.
Skal de ansatte bare finde sig i alt? Og fortsætter vi med at gøre det, hvad bliver så det næste skridt i arbejdsgiverens grænseoverskridende tiltag..?
Skal vi bare tilpasse os virksomhedens koncept..?
Måske er det bare varm luft..?
Hule slogans. Massemøder med konsulenter, der forsyner os med tonsvis af papirer. Events med jazzmusik og 'syng med' arrangementer. Dyre konsulentprojekter, hvor regningen bare bliver sendt videre til skatteborgerne uden at dygtiggørelse af medarbejderne nogen siden bliver dokumenteret. Populærpsykologiske teorier, der bare fortæller, hvad vi ved i forvejen - og putter nogle fine ord på.
Her i H C Andersens runde fødselsdagsår kommer man uvilkårligt til at tænke på 'Kejserens nye klæder'; med lidt mere offentlig fokus på problemstillingen, vil man måske hurtigt opdage, at han ikke har noget tøj på.