28 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jobpatrulje anmelder arbejdsgivere

Jobpatrulje anmelder arbejdsgivere

Onsdag, 06. juli, 2005, 00:00:00

Selvom jobpatruljen er en tilbagevendende begivenhed, så overtræder arbejdsgivere stadig gældende regler i forventning om, at det går nok

Mandag den 20. juni rullede de første aktivister i LO`s årlige jobpatrulje ud i det danske sommerland.
I denne og næste uge er det fritidsjobbere og arbejdsgivere i blandt andet Nordjylland, der kan forvente besøg af de fagligt aktive, der forsøger at tage hånd om, at unges fritidsjob foregår under ordnede forhold.
- Der har allerede været masser at komme efter, ikke mindst i sommerlandet omkring Østre Hurup, fortæller Michel Berg, jobkoordinator for jobpatruljen i region Nord efter de første to dage rundt i landsdelen.
Patruljen har været på Læsø og har indtil videre kørt langs østkysten fra Sæby til Hadsund. Isbarer, restauranter, grillbarer, bagerbutikker og industriarbejdspladser hører blot til nogle af de virksomheder, der har fået uanmeldt besøg.
- De overtrædelser vi registrerer, drejer sig hovedsagligt om, at de unge arbejder alene, betjener farlige maskiner, arbejder tidlig morgen eller nat og på restauranter er beskæftiget i det, vi kalder spirituszoner, siger Michel Berg til Arbejderen.
Jobpatruljen forholder sig ikke til om overtrædelsen af reglerne er stor eller lille. Hvis fritidsjobberen oplyser om forhold, som ikke er lovlige, så melder jobpatruljen det til politi eller Arbejdstilsyn, der står for opfølgning.
Michel Berg er lidt rystet over, at de første par dages patruljering i Nordjylland har resulteret i fire anmeldelser til politiet og fem anmeldelser til Arbejdstilsynet.
- Tilsyneladende sætter arbejdsgiverne sig ikke ind i, hvilke regler der gælder for ansættelse af fritidsjobbere, og mange arbejdsgivere har opfattelsen, at går det, så går det. Hvis vi bemærker at unge betjener for eksempel en pålægsmaskine, så lyder svaret fra arbejdsgiveren typisk, at de unge har godt af at lære det. Men reglerne siger altså, at unge under 18 år ikke må gøre brug af den slags maskiner, med mindre de er ansat i et egentligt læreforhold, Og det er fritidsjobbere jo ikke, understreger Michel Berg.
I Nordjylland forventer LO`s jobpatrulje at nå rundt på 1.000 arbejdspladser i løbet af to uger.
- Som en ekstra positiv oplevelse har vores tur foreløbig givet et par nye medlemmer i fagbevægelsen, oplyser Michel Berg.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jul. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland