27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Centre skal skaffe praktikpladser

Centre skal skaffe praktikpladser

Tirsdag, 28. juni, 2005, 00:00:00

LO vil ikke længere stiltiende se til, at tusindvis af unge dropper ud af uddannelsessystemet, fordi de mangler en praktikplads.

LO vil ikke længere stiltiende se til, at tusindvis af unge dropper ud af uddannelsessystemet, fordi de mangler en praktikplads.
Derfor foreslår LO oprettelse af praktikcentre, tænkt som en forbedring af den hidtidige skolepraktik.
- Praktikcentrene skal have ansvaret for, at kvalifikationerne er i orden, så de matcher behovet hos virksomhederne og på arbejdsmarkedet. Det koster måske lidt på bundlinjen at oprette nye praktikcentre, men hvis vi vil have nogle erhvervsuddannelser, der er gearet til fremtidens udfordringer, får vi det ikke gratis, siger LO`s næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger, til Ugebrevet A4.
På centrene skal de unge både tilbydes undervisning og virksomhedsbaseret praktik, såfremt det ikke lykkes at finde en praktik i et firma. Praktikcentrene skal fungere som selvstændige virksomheder, løsrevet fra erhvervsskolerne og med en tæt tilknytning til erhvervsliv og arbejdsmarked, forklarer LO.
På erhvervsskolerne har man umiddelbart svært ved at se formålet med forslaget.
- Jeg mangler argumenter for, hvorfor anstrengelserne for at skaffe flere praktikpladser skulle blive bedre ved at lægge opgaven ud til en ny selvstændig enhed, siger Lars Mahler, formand for Foreningen af Skoleledere ved de tekniske skoler, til Arbejderen.
Han understreger, at erhvervsskolerne de seneste år har gjort en kæmpe indsats for at styrke det opsøgende arbejde og skaffe flere praktikpladser. Alene i Aalborg har det 20 procent flere af slagsen på et år.
- Derigennem har vi gjort os en masse erfaringer og udviklet et tæt samarbejde med virksomhederne, som vi også vil dyrke frem over. Jeg frygter, at det kan blive slået i stykker, hvis en ny institution skal til at opbygge de samme rutiner, siger Lars Mahler.
Også Erhvervsskolernes Elev-Organisation (EEO) har umiddelbart svært ved at se fidusen i LO`s forslag.
- Det lyder mærkeligt, og jeg frygter, at det kan komme til at gå ud over undervisningen, hvis man løsriver praktikcentrene fra erhvervsskolerne, siger Mette Bundgaard, næstformand i EEO til Arbejderen.
Peter Amstrup, næstformand i Foreningen af Skoleledere, mener det kan blive en meget dyr model.
- Vi har været igennem voldsomme nedskæringer i skolepraktikordningen med virkning fra januar i år. Det betyder, at vi har masser af ledig værkstedskapacitet på landets tekniske skoler. Skal man nu til at oprette tilsvarende værkstedstilbud på praktikcentre, så bliver det en meget dyr affære, siger han til Arbejderen.
LO`s udspil skal indgå i det udvalgsarbejde, som regeringen starter op til efteråret med henblik på at gå erhvervsuddannelserne efter i sømmene.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. jun. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland