Når erhvervslivets top snyder, giver det ingen pletter i straffeattesten. Og man kan altid få en god stilling bagefter.
Kaare Vagner, tidligere topchef i ABB-koncerne, vil ikke kaldes kriminel. Overfor Jyllands-Posten anfører han, at han aldrig har fået så meget som en fartbøde.
Derfor har han stævnet Arne Lund, førtidspensionist og aktiv i NOAH Trafik. Kaare Vagner, som også er næstformand i Banedanmark, kræver en erstatning på 15.000 kroner for injurier.
Årsagen er en artikel i denne avis i januar 2004. Den blev skrevet i anledning af, at Kaare Vagner af trafikministeren blev udpeget som næstformand i Banedanmark. Det var en udnævnelse, som faldt Arne Lund for brystet, da Kaare Vagner har været involveret i en sag om ulovligt kartelsamarbejde. Ja, oven i købet er Kaare Vagner af EU-Kommissionen blevet udpeget som hovedmanden i det ulovlige samarbejde. Arne Lund udtalte derfor til Arbejderen: 'Det viser, at regeringen er klar til at slå en streg over mandens kriminelle fortid, når bare han er en af vennerne.'
Men Kaare Vagner har ingen kriminel fortid, mener han selv. Og rigtigt er det da også, at Kaare Vagner aldrig er dømt personligt for sit engagement i rørkartellet. Sådan foregår det nemlig ikke, når der fifles på direktørgangene. Selv om direktørerne, som det kan læses i dagens avis, fuldstændig bevidst gik efter at snyde - og fortsatte efter at sagen var afsløret af EU-Kommissionen - så var det firmaerne og ikke direktørerne, som blev dømt.
At der ikke var tale om snyderi i småtingsklassen ses af bødens størrelse. Rørkartellet fik en samlet bøde på 691 millioner kroner og ABB blev dømt til at betale tre fjerdedele af bøden. Og Kaare Vagner var altså først direktør og siden vicepræsident for ABB, mens ulovlighederne foregik.
Snyderiet har selvfølgelig haft konsekvenser - men altså ikke for Kaare Vagner. En række af de danske kommuner har betalt overpris for fjernvarmerør. De fire største kommuner indleder til efteråret en retssag mod tre af deltagerne i rørkartellet, blandt andre ABB. Kravet er en erstatning på 267 millioner kroner. Det svarer til det beløb, som kommunerne vurderer, de har betalt for meget. Penge, som i stedet kunne være brugt til daginstitutioner eller skoler eller hjemmehjælpé
Om Kaare Vagner i juridisk forstand er kriminel, skal byretten i Helsingør nu tage stilling til. At han i moralsk forstand er ansvarlig for ulovlige handlinger, er der imidlertid ingen tvivl om. Derfor er det også helt berettiget at stille spørgsmål ved, om Kaare Vagner skal beklæde offentlige topposter, som for eksempel at være næstformand i Banedanmark. Vel at mærke i en tid, hvor selv en flaskedreng i Føtex skal stille med en ren straffeattest.
Den groteske sag sætter endnu engang fokus på, at der er forskel på snyderi. Når erhvervslivets top gør det, sker det med borgerskabets diskrete charme - ingen får sorte finger, ingen får pletter i straffeattesten. Og man kan altid få en god stilling bagefter.
Kaare Vagner, 59 år
- Uddannet smed fra Nakskov Skibsværft. Blev senere maskinmester og sejlede i en af marinens ubåde.
- Karrieren i erhvervslivets top begyndte i de Dansk Sukkerfabrikker og gik siden over Danavox og LK-Nes, før han kom til ABB i 1986.
- Her blev han direktør for den danske rørfabrik ABB I.C. Møller. I 1993 blev han medlem af koncernledelsen i Zürich, hvor han havde det overordnede ansvar for fjernvarmerør frem til udgangen af 1995.
- Fra 1996 chef for togfabrikken Adtranz i Tyskland, ejet af ABB og Daimler-Benz. Denne stilling fratrådte han i oktober 1998, få dage før EU-Kommissionen afsagde dom i rørkartel-sagen. Ifølge EU-Kommissionen var Kaare Vagner hovedmanden bag kartellet.
- Er i dag administrerende direktør i sit eget firma, Strandøre Invest. Medejer af blandt andet Odense Congress Center.
- Har derudover en lang række bestyrelsesposter i erhvervslivet, blandt andet i ØK`s bestyrelse, hvor han har siddet siden 1992.
- Næstformand for bestyrelsen for Banedanmark siden januar 2004.
Kilde: Greens Biografibase og Børsen
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278