20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Spænding om eksklusivaftaler

Spænding om eksklusivaftaler

Lørdag, 25. juni, 2005, 00:00:00

Menneskerettighedsdomstolen afsiger først dom til efteråret i sagen, der skal afgøre om eksklusiv-aftaler er ulovlige

Opmærksomheden fejlede ikke noget, da Menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg onsdag tog fat på en sag, der én gang for alle skal afgøre om eksklusivaftalerne i danske overenskomster strider mod menneskerettighederne.
Dansk fagbevægelse var blandt andet repræsenteret ved LO.
- Jeg blev sendt i byen som en slags vagthund, men der er ikke noget at komme efter, lød vurderingen fra LO`s juridiske konsulent Jørgen Rønnow Bruun, efter at han havde overhørt regeringens indlæg om eksklusivaftalerne ved Domstolen.
Regeringens indlæg blev leveret af Peter Taksøe-Jensen, chef for Udenrigsministeriets juridiske tjeneste.
- Regeringen kan få sit politiske ønske om et forbud mod eksklusivaftalerne opfyldt ved at tabe sagen her, men det bliver en lov, der går imod det nuværende folketingsflertal. Det viser præcis, hvor følsom diskussionen er i Danmark, og det er en af årsagerne til, at domstolen ikke skal gribe ind. Rent politisk ønsker regeringen at forbyde aftalerne, men rent juridisk mener den ikke, at der er krænket nogen menneskerettigheder, sagde han og ridsede på den måde problemstillingen op.
Den danske model er unik, og man skal passe på med at sammenligne med lande, der ikke kender til eksklusivaftaler, supplerede han.
Domstolen skal tage stilling til to sager, der er rejst af tidligere medlemmer af SiD.
Den ene, Morten Sørensen, blev for ti år siden fyret som vikar ved FDB, fordi han ikke ville melde sig ind i SiD. Det gjorde til gengæld den anden klager i sagen, Ove Rasmussen - dog mod sin vilje.
Peter Taksøe-Jensen lagde vægt på, at begge klagere havde haft mulighed for at søge et job uden eksklusivaftaler. Han undlod heller ikke at gøre opmærksom på, at eksklusivaftalerne kun er indgået på en mindre del af arbejdsmarkedet og at hele det offentlige område er undtaget for bestemmelserne.
Der forventes at blive truffet en afgørelse i efteråret.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jun. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland