27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Uofficiel fond hædrer fredsaktivister

Uofficiel fond hædrer fredsaktivister

Tirsdag, 21. juni, 2005, 00:00:00

Grundlovskomiteen vedrørende Irak-krigen og Frank Grevil blev årets prismodtagere, da Carl Scharnbergs Uofficielle Fond holdt sin årlige prisuddeling.

Grundlovskomiteen vedrørende Irak-krigen, og tidligere ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, Frank Grevil, blev årets prismodtagere da Carl Scharnbergs Uofficielle Fond i torsdags uddelte priser på kursuscenteret Langsøhus i Silkeborg.
Arbejderdigteren og aktivisten Carl Scharnberg var i sit liv og arbejde forbundet med de uofficielle - ikke mindst var han aktiv i fredsarbejdet. I 1960'erne tog han initiativ til Kampagnen mod Atomvåben, han var aktiv i kampen mod USA`s krig i Vietnam og en ivrig deltager og debattør i 1980'ernes mange fredsbevægelser.
Dette afspejler sig i årets prisuddeling fra Carl Scharnbergs Uofficielle Fond for solidaritet, menneskeret og fred. For niende gang kan fonden uddele priser, takket være fortsatte bidrag fra en lang række faglige organisationer og enkeltpersoner.

Mod krig
Grundlovskomiteen vedrørende Irak-krigen, der blev dannet i 2003, arbejder på at kunne anlægge sag mod statsministeren for at få undersøgt det muligt grundlovsstridige i regeringens deltagelse som besættelsesmagt i krigen i Irak. Komiteen regner med at kunne åbne sagen efter sommerferien.
Grundlovskomiteen får en pris på 15.000 kroner fra Carl Scharnbergs Uofficielle Fond til støtte for komiteens arbejde, for at sikre en offentlig debat om krigens retslige grundlag - en debat, som det officielle Danmark forsøger helt at tie ihjel, hedder det i begrundelsen.
Den anden prismodtager, Frank Grevil, der indtil i februar 2004 var ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, vurderede at Iraks mulige rådighed over masseødelæggelsesvåben ikke var tilstede og lækkede dette til offentligheden.
Frank Grevil blev, den 30. november sidste år, idømt et halvt års ubetinget fængsel ved Københavns Byret, samt betaling af sagens omkostninger på cirka 113.000. Sagen er appelleret til landsretten og er berammet til at gå i gang september 2005.

For retfærdighed
I begrundelsen for prisen hedder det blandt andet: Da Frank Grevil lækkede Forsvarets Efterretningstjenestes vurdering af Iraks mulige rådighed over masseødelæggelsesvåben, gav han befolkningen indsigt i regeringens tynde grundlag for krigen mod Irak. Han afslørede hemmeligt stemplede dokumenter, der aldrig burde have været hemmeligt stemplede.
Han fortjener anerkendelse for sit bidrag til den frie debat. Derfor er prisen til Frank Grevil, at Carl Scharnbergs Uofficielle Fond op til landsretssagen i september starter en annoncekampagne for 25.000 kroner for at finde garanter, der med større eller mindre beløb bidrager til at holde Grevil skadesløs i tilfælde af en dom ved landsretten.


Carl Scharnbergs Uofficielle Fond blev oprettet i 1996, året efter Scharnbergs død, på initiativ af en lang række faglige organisationer. Fonden uddeler årligt priser og står desuden for genudgivelser af Carl Scharnbergs digte og lærestykker.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jun. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland