For første gang har regeringen købt retten til at svine løs herhjemme, mod at spise et uland af med et miljøprojekt
En aftale med Malaysia sikrer, at Danmark fortsat kan forurene med CO2 - uden at skulle bekymre sig om at leve op til internationale forpligtelse om at skære ned i CO2-forbruget.
For første gang har regeringen benyttet sig af muligheden for at opkøbt såkaldte svinekvoter ved at støtte et grønt miljøprojekt i et uland, for derved at kunne godskrive CO2-besparelsen herhjemme. Opkøbet skal være med til at sikre, at Danmark lever op til Kyoto-aftalens målsætning om at reducere CO2-forbruget med 21 procent herhjemme.
Men metoden vækker harme hos miljøorganisationen NOAH.
- Det er selvfølgelig godt, at Malaysia får brugt deres affald til at lave energi. Men det projekt kunne ligeså godt være søsat som en del af ulandsbistanden eller ved simpel teknologi-overførsel. Vi behøver ikke at godskrive det på vores CO2-regnskab herhjemme, og dermed slippe for at tage initiativ til at nedbringe vores CO2-forbrug, siger Henning Bo Madsen fra NOAH`s Energigruppe til Arbejderen.
Der er masser af muligheder for at tage fat herhjemme, påpeger han.
- Vi kan gå i gang med at isolere vores huse og bygninger bedre, så de holder på varmen. Det er godt for miljøet, fordi vi sparer energi. Det er godt for betalingsbalancen, fordi vi ikke behøver importere så meget kul og olie. Og det er godt for beskæftigelsen.
Selvom de danske virksomheder også er forpligtet til at begrænse deres CO2-forbrug, så slipper de alt for let, vurderer Henning Bo Madsen:
- Virksomhederne har fået tildelt kvoter der er større end de bruger i dag. Regeringens logik har været, at kvoterne skal fungere som en økonomisk gulerod: Hvis virksomheden får høje kvoter, vil de forsøge at nedbringe deres forbrug, så de kan videresælge deres kvoter til eksempelvis energitunge energiselskaber, lyder logikken. Jeg synes godt man kunne sætte tommelskruerne på. I dag er det først og fremmest staten og dermed de danske skatteydere, der hænger på arbejdet med at nedsætte det danske CO2-forbrug.
Med projektet i Malaysia får en privat virksomhed støtte til at omdanne affald fra palmeolieproduktion som brændsel i en speciel kedel, der skal producere damp og elektricitet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278