27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Yusuf venter stadig

Yusuf venter stadig

Torsdag, 09. juni, 2005, 00:00:00

I over ti måneder har Yusuf stået til udvisning, fordi hans arbejdsgiver sendte ham på dansk-kursus - stadig ingen afklaring i sagen

Yusuf Arabaci og hans arbejdsgiver, John Christensen fra rengøringsfirmaet De Fem Stjerner, går og venter på om Yusuf skal udvises til Tyrkiet, fordi John Christensen i 2003 sendte ham på danskkursus. Og det har de gjort i over ti måneder. Nu kræver de to og Yusufs fagforening, RBF København, en afklaring i den groteske sag.
- Jeg ved ikke, om det er en bevidst politisk dagsorden, eller det bare er dumhed at man ikke gør noget ved det her, siger faglig sekretær Jan Mathiesen til DR København.
Han understreger, at sagen er principiel - fagforeningsmedlemmer har fået aflyst deres danskkursus, fordi de ellers risikerer udvisning. Årsagen er, at de, under kurset får en offentlig godtgørelse, som Udlændingestyrelsen sidestiller med kontanthjælp.
Når de ikke er selvforsørgende, er det ud, lyder beskeden fra Udlændingestyrelsen. Og det, selv om de som Yusuf er fastansat hos en arbejdsgiver, og det er arbejdsgiveren, der sender dem på danskkursus.
Jan Mathiesen finder det helt ude i hampen, at udlændinge i fast arbejde, som gerne vil integrere sig yderligere ved at forbedre deres dansk, på denne måde trues med udvisning. Han har derfor, hidtil uden resultat, skrevet flere gange til såvel Udlændingestyrelsen som Integrationsministeriet for at få klarhed over reglerne.
I februar lovede den nye integrationsminister Rikke Hvilshøj at der ville komme en afklaring på sagen inden udgangen af april. Men intet er sket.
Yusuf skulle have været ude af landet senest den 14. september sidste år. Men arbejdsgiverens og fagforeningens fælles klage til Integrationsministeriet og Udlændingestyrelsen betyder, at udvisningen er udsat, mens klagen behandles.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. jun. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland