27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Giraffen besøgte Coloplast

Giraffen besøgte Coloplast

Tirsdag, 31. maj, 2005, 00:00:00

Folk vil gerne møde ¤¤en giraf¤¤ som statsministeren, mener direktøren for Coloplast. Han finder det helt naturligt, at virksomheden arrangerer er møde med ren ja-propagada for EU-forfatningen.

- Uddannelsen foregår lige rundt om hjørnet og så til højre, smiler den rare recptionist bag skranken på virksomheden Coloplast i Nordsjælland.
Uddannelse? Og jeg som troede jeg skulle til informationsmøde om den nye EU-forfatning med Anders Fogh Rasmussen.
Rundt om hjørnet står en masse ansatte og gumler på chokolade-croisanter og drikker kaffe. Men det er ikke lang tid de får. Før de har tygget af munden, begynder to slipseklædte herrer at genne de ansatte ind i et stort rum.
Her er lange stolerækker og en stor scene - mest af alt minder rummet om et universitet. Det er ikke tilfældigt. De mere end 200 Coloplast-ansatte skal nemlig på skolebænken for at lære om den nye forfatnings lyksaligheder.
'Syv ud af ti danskere føler sig i dag dårligt informeret om indholdet i forfatningstraktaten. Derfor går statsminister Anders Fogh Rasmussen nu i spidsen for bedre og mere information om forfatningstraktaten...', skriver Dansk Industri og CO-Industri i deres fælles invitation til formiddagens lektion.
onsdag i sidste uge indledte ja-makkerparret - arbejdsgivere og fagbevægelse - deres fælles kampagne for et ja på Coloplast i Humlebæk.
Arbejderen er taget med som fluen på væggen.

Direktøren byder velkommen
Det er mange forskellige slags ansatte, der myldrer ind i auditoriet, som ledelsen i dagens anledning også har åbnet for dem i olieplettede kedeldragter. Dog er sæderne på første række reserveret dem med slips. Men de er alligevel allesammen i samme båd, forsikrer Coloplasts koncerndirektør, Lars Rasmussen, i sin velkomsttale.
Modsat receptionisten undgår han ordet 'uddannelse', i stedet byder han sine undersåtter velkommen til 'informationsmøde med statsministeren'.
- Velkommen til alle, og først og fremmest velkommen til statsministeren. Som I alle ved ligger størstedelen af Coloplasts omsætning uden for Danmarks grænser. Vi er glade for at netop vores virksomhed er første stop i den fælles informationskampagne, som Dansk Industri og CO-industri står bag. Når det gælder spørgsmålet om den nye EU-forfatning, er både arbejdsgiverne og arbejdstagerne enige om, at det er vigtigt at stemme rigtigt. Og jeg er sikker på, at vi lige om lidt får at vide, hvad han mener er det rigtige, storsmiler koncerndirektøren til stor munterhed - især blandt tilhørerne på første række.
Og så overtager landets overhoved talerstolen og et publikum på over 200 lyttende vælgere.
- I en virksomhed som Coloplast, hvor 3/4 af omsætningen går til EU-lande, siger det sig selv, at jeres arbejde er helt afhængigt af de rammer, vi lægger i EU. Der er brug for et stærkt Europa, der kan sikre vores konkurrenceevne overfor USA og Japan. En ny forfatning sikrer et effektivt EU med 25 lande. Det er helt afgørende for et lille land som Danmark. Vi kan jo ikke leve af at sælge varer til os selv, indleder Anders Fogh Rasmussen.
Bag statsministeren er opstillet en næsten tre meter høj reklamesøjle med budskabet 'Europa på arbejde' - navnet på den kampagne som erhvervslivet og toppen af fagbevægelsen er blevet enige om at gennemføre.
Frem til afstemningen vil Dansk Industri og CO-industri, besøge store arbejdspladser for at 'informere' de ansatte om EU. Kampagnens erklærede formål er at '...bidrage til en nuanceret og oplyst debat om EU-forhold på organisationernes medlemsvirksomheder'.
I løbet af juni måned følges onsdagens sceance på Coloplast op af yderligere otte lignende møder på andre virksomheder.

Masser af ja-argumenter
- Jeg vil give jer fem gode grunde til at stemme ja: Når vi går fra at være 15 til at være 25 lande, har vi brug for et nyt sæt spilleregler, hvis vi skal sikre et effektivt EU i fremtiden. Derfor går vi fra enstemmighed til flertalsafgørelser på en række områder. Det er næsten umuligt at få 25 lande til at blive helt enige. Fremover bliver det mere enkelt. Og så får vi slået fast, at hvis 55 procent af landene er enige og mindst 65 procent af borgerne, kan EU træffe beslutninger. Det er fair nok, mener statsministeren.
- Efterhånden som vi kommer tættere på folkeafstemningen den 27. september, vil flere og flere påstande flyve gennem luften. I vil få at vide, at forfatningstraktaten træder i stedet for den danske grundlov. Det passer ikke. Selvfølgelig gør det ikke det...
Statsministeren holder en lille pause og kigger rundt i lokalet.
- Tværtimod slår traktaten fast, at de nationale forfatninger skal respekteres.
- Som vi nærmer os afstemningen vil vi få at vide, at EU-lovgivning går forud for nationale love. Det lyder grimt. Men hvad betyder det egentligt. Det betyder bare, at når vi i fællesskab er blevet enige om nogle bestemte regler, så er det logisk, at vi selvfølgelig overholder de regler. Andet betyder det ikke, lyder forklaringen fra Fogh.
Og han har flere argumenter i sin oplysnings-pose. De ansatte skal også stemme ja, hvis de vil bekæmpe international kriminalitet og ulovlig indvandring. Et ja sikrer også Europa én stemme på verdensscenen.
Endelig er et ja til forfatningen, samtidig et ja til en åben og demokratisk beslutningsproces, ifølge statsministeren.

Underbetalte arbejdere
På de bagerste rækker er det ikke konkurrenceevnen med USA og Japan, der optager sindene - men derimod truslen mod de danske overenskomster og velfærdssamfundet fra underbetalte østarbejdere.
- Hvordan kan man sikre lige vilkår for polske håndværkere, der kommer til Danmark og arbejder, vil en af tilhørene vide.
Modstridende må statsministeren svare.
- Det vil jeg gerne svare på. Men det er ikke et spørgsmål, der har noget med den nye forfatning at gøre. Det er problem, som vi står med, uanset om det bliver et ja eller nej. Men hvor stort er problemet egentligt? De seneste opgørelser jeg har set, viser, at der er givet 3000 arbejdstilladelser.
- Vi har oplevet en udvidelse i EU før. Det skete da Portugal, Spanien og Grækenland kom med i samarbejdet. Dengang var der også nogle, der frygtede tab af danske arbejdspladser. Men i stedet betød de tre landes medlemsskab, at de fik en række økonomiske udviklingsmuligheder, der satte gang i produktionen hos dem - og i resten af EU. På samme måde vil også østvidelsen skabe dynamik, lover Fogh.

Spørgsmål fra duksen
Mændene i slips har nogle lidt andre spørgsmål. Koncerndirektøren behøver ikke række fingeren op, og vente til det bliver hans tur. Han er nemlig ordstyrer og giver sig selv ordet.
- Er der nok tiltag i forfatningen til at hamle op med konkurrencen fra USA og Kina, ville direktøren vide.
Statsministeren lyser op og ligner en skolelærer, der for første gang i timen har fået et godt spørgsmål af klassens duksedreng.
- En traktat i sig selv skaber ikke politik. En traktat er en ramme. Dét afgørende er, hvilken politik vi fylder ind i rammen.
Trods det korte svar er Coloplast-direktøren godt tilfreds.
- Traktaten er et skridt i den rigtige retning. Men jeg vil ikke uddybe på tryk, hvor jeg synes man godt kunne gå videre, forklarer koncerndirektør Lars Rasmussen efter mødet til Arbejderen.

Ingen plan B
Statsministeren kommer i sit oplæg ikke frivilligt ind på, at modstanden mod forfatningen står stærkt i Frankrig og Holland. Men han bliver hjulpet på vej af en tilhører:
- Er der en plan B, hvis Holland og Frankrig stemmer nej?
- Nej, der er ingen plan B. Det formelle svar er, at forfatningen ikke kan træde i kraft, hvis et land nægter at skrive under. Men reelt fortsætter processen i de andre lande. Franskmændene skal ikke bestemme hvad vores position skal være i Danmark. Desuden handler størstedelen af debatten i Frankrig slet ikke om forfatningen - men om franskmændenes syn på præsidenten, eller forleden hvor der var voldsom ophidselse over, at skulle arbejde gratis anden pinsedag.
Spørgsmålet om hvordan en 'nuanceret og oplyst' debat kan lade sig gøre uden også at få informationer fra modstanderne af forfatningen, preller fuldstændig af på statsministeren.
- Jeg er glad for den her model, fordi den sikrer, at vi ikke ender i det sædvanlige mundhuggeri mellem ja og nej. Det her er et stykke oplysningsarbejde og her er det relevant at invitere én og kun én. Så kan vi komme til bunds i problemstillingerne og de ansatte får klar besked. Så kan man overveje, at tage det andet synspunkt på et andet tidspunkt, fastslår statsministeren foran de rullende tv-kameraer.
Hvornår det andet tidspunkt skal være, må stå hen i det uvisse.

Tillidsmand efterlyser nej
Chokolade-croissanterne er spist, den sidste kaffe drukket og en times undervisning med statsminsteren er slut. Pligten kalder. Alligevel tillader Arbejderen sig at hive fat i en af de ansatte for at få hans vurdering af informations-værdien.
- Jeg synes, at vi tillidsfolk skal mødes og overveje også at få argumenter for et nej ud på virksomheden. Det er fedt, at statsministeren gerne vil mødes med os almindelige mennesker. Men nej-sigen burde også have lov til at komme til orde. Det er da kun rimeligt. Vælgerne skal i det mindste have valget. Nu skal jeg selv ud og finde argumenter for det modsatte synspunkt. Det var tydeligt, at statsministeren ikke fortalte om det negative ved forfatningen, siger Lars Schjønemann, smed på Coloplast og fællestillidsmand for virksomhedens 37 smede og elektrikere.
Direktøren er vred over kritikken, og lover at invitere en nej-siger, hvis han får en henvedelse - men der skal samtidig en ja-siger med ud.
- Informformationsmødet var en officiel opstart for Dansk Industris og CO-Industris informationskampagne. Vi var altså ikke interesserede i at få en ja/nej debat. Virksomhedens tilhørsforhold er Dansk Industri og CO-Industri. De har taget stilling til et ja. Det mener vi også i ledelsen er i virksomhedens interesse. Det er jo en speciel situation: De to sider der plejer at sidde overfor hinanden, er jo rørende enige om at anbefale et ja, erklærer Lars Rasmussen.
- Hvis vi får en forespørgsel på at lave et debatmøde mellem en tilhænger og en modstander, så vil vi gerne arrangere det. Men vores erfaring er, at folk kommer for at 'se en giraf' som statsministeren og ikke for at se en tilfældig nej-siger.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. maj. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland