En jobgaranti på to år for de offentlige ansatte, vil kaste cement ud over hele den offentlige sektor i mange år frem, mener Lars Løkke Rasmussen.
Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen vil ikke høre tale om, at de offentlige ansatte kan få en tryghedsgaranti på to år, i forbindelse med kommunalreformens ikrafttræden.
Det står klart efter at VC-regeringen, Socialdemokraterne(S) og de Radikale(R) i torsdags tog fat på den sidste runde af forhandlinger om kommunalreformen.
S og R har fremsat en række krav, der skal sikre de offentlige ansattes vilkår. Blandt kravene er :
*garanti for job i to år for alle offentlige ansatte.
* indflydelse på egen arbejdssituation, hvis der sker omplaceringer. Det skal være pligtigt at lave lokale tryghedsaftaler i kommunerne.
*Præcise regler for tjenestemændenes pligter og rettigheder.
Men Løkke Rasmussen afviser kategorisk kravene som 'paradeforslag', der 'vil kaste cement ud over den offentlige sektor i mange år frem.'
- Er der en medarbejder, der tager af kassen skal man naturligvis også kunne afskedige den medarbejder, lyder argumentet fra indenrigsministeren til Børsen.
Et af de centrale punkter i striden er forvaltningsloven, som VC-regeringen vil sætte ud af kraft. Det betyder, at de offentlige ansattes rettigheder ved omplaceringer bliver suspenderet.
- Det er helt uforståeligt, at regeringen er så ubøjelig, for der skal i virkeligheden ikke så meget til, for at overholde forvaltningsloven formelt, siger Ole Glahn (R) til Arbejderen.
- Regeringen vil bare springe alle regler for god sagsbehandling over. Men hvordan lave gode afgørelser, når de mennesker, det handler om, ikke må inddrages, når de ikke må få en begrundelse og deres tillidsrepræsentant har tavshedspligt? Det holder ikke, siger han.
Ole Glahn antyder dog overfor Arbejderen, at Løkke Rasmussen måske er på vej med et kompromis om netop forvaltningslovens formelle regler.
- Vi er i en forhandlingssituation, så jeg kan ikke sige mere. Men vi forhandler igen i aften, siger han.
Claus Wendelboe, der er udviklingschef i Det Kommunale Kartel, er mere skeptisk overfor, om ministeren vil give indrømmelser på de offentlige ansattes rettigheder. Men selv hvis lovens bogstav bliver overholdt, vil det alligevel blive noget juks, fastslår han overfor Arbejderen.
- Når så stor en reform skal knaldes igennem på så kort tid, så bliver de offentlige ansatte ofret uanset hvordan, siger Claus Wendelboe.
- Det er rent principielt fra Lars Løkkes side, at han ikke vil give kommunerne et pålæg som arbejdsgivere. For dermed får han KL på nakken, og han har ikke brug for mere ballade derfra, forklarer han.
- Som fagforening har vi sikret de ansattes kollektive rettigheder nogenlunde med den seneste overenskomst. Det, som ikke er sikret, er de individuelle rettigheder. Og det er netop dem, som forvaltningsloven skal sikre, lyder det fra Wendelboe.
- Om ikke andet kunne de vride armen om på KL, ved at gøre kravet til en del af de økonomiske forhandlinger om budgettet for 2006.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278