26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Anklager skal være mere uafhængig

Anklager skal være mere uafhængig

Torsdag, 19. maj, 2005, 00:00:00

Anklagemyndighedens uafhængighed skal styrkes, men en reel magtdeling bliver der ikke tale om

I går kom regeringens Visionsudvalg med sit bud på fremtidens politi. Væsentlige dele af rapportens indhold er druknet i debatten om synligt politi og antal politikredse. Den indeholder ellers også en interessant åbning for en adskillelse mellem anklagemyndigheden og politiet.
Visionsudvalget blev dannet af justitsminister Lene Espersen i 2003. Det fik til opgave at komme med et bud på fremtidens politi. Udvalget består af en række personer fra statsapparatet i almindelighed, politiet i særdeleshed og repræsentanter fra erhvervslivet. Formand for udvalget er Erik Bonnerup, tidligere direktør i forsikringsbranchen og for Danske Bank. Eneste udlænding i udvalget er Sten Heckscher, tidligere rikspolitichef i Sverige.
I Danmark er den lokale anklagemyndighed integreret i politikredsene, i modsætning til hvordan det er i de lande som Danmark normalt sammenligner sig med. I de øvrige vesteuropæiske lande er de to myndigheder adskilt udfra princippet om at adskille den udøvende og den dømmende magt.
Men Visionsudvalget lægger nu op til at styrke anklagemyndighedens uafhængighed og dermed gennemslagskraft overfor det lokale politi. Udvalget mener, at man på den måde kan styrke retssikkerheden og legalitetskontrollen med politiet. Legalitetskontrollen er anklagemyndighedens mulighed for at efterprøve og undersøge politiets metoder.
Et flertal i udvalget afviser dog en egentlig adskillelse af politi og anklagemyndighed, som vi ser i vore nabolande. Den eneste der støtter det, er Sten Heckscher.
Rapporten kommer ikke med noget egentligt bud på, hvordan uafhængigheden skal sikres i praksis, da der på netop dette punkt er stor uenighed i udvalget.
Som en del af reformen vil arbejdsgruppen flytte en række mere perifere opgaver fra politiet til andre offentlige myndigheder eller sågar til private. Det er områder som eksempelvis udstedelse af pas og indregistrering af motorkørertøjer. Men også detentionsanbringelse af berusere og transport af arresterede er opgaver, som arbejdsgruppen mener kan varetages bedre af andre.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. maj. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland