Lørdag den 9. april havde DKP Storkøbenhavn arrangeret et distriktsmøde under overskriften: ¤¤Det kommunistiske partis rolle¤¤. Omkring 20 mennesker deltog. Der var inviteret tre oplægsholdere

af Klaus Haase
DKP`s formand, Henrik Stamer Hedin, indledte med at tale om 'den europæiske kontrarevolution - årsager og konsekvenser'.
Med udgangspunkt i overskriften 'en nutidig klasseanalyse', fortsatte Lars Ulrik Thomsen, formand for DKP Syd- og Vestjysk Distrikt. Herefter var det Lotte Rørtoft Madsen, formand for DKP/ML i København, der holdt et oplæg om 'enhed i arbejderklassen'.

Kontrarevolutionen
Henrik Stamer Hedin rejste problematikken om hvorvidt de socialistiske landes sammenbrud for omkring 15 år siden, var udtryk for en kontrarevolution eller en revolution. Det endte som bekendt med, at den tidligere socialistiske styreform blev afløst af kapitalistiske strukturer. Der er sket en tilbagevenden af magt til den kapitalistiske udbytterklasse.
Henrik Stamer Hedin understregede, at denne kontrarevolution var Europæisk ; den fandt ikke sted i Asien og Latinamerika. Samtidig påpegede han, at der allerede før 'Murens fald' var opstået kapitalistiske strukturer i visse socialistiske lande.
Henrik understregede, at udbygningen af EU også spillede en væsentlig rolle i forbindelse med den socialistiske verdens fald. Der er tale om såvel interne som eksterne årsager. Eksempelvis svækkedes den socialistiske økonomi, idet man nedtonede investeringerne på produktionsmidler, og investrerede kraftigt i forbrugsmidler.

Fra kollektiv til direktørstyre
I stedet for at styrke motivationen af arbejdsjakket/kollektivet og brigaderne ude på virksomhederne, flyttede man initiativet over på virksomhedsdirektørerne. Henrik Stamer Hedin mener ikke, at den ofte fremførte påstand om at de socialistiske lande 'rustede sig ihjel' er hovedårsagen til kontrarevolutionen, selv om det naturligvis spillede en rolle.
Endelig ridsede Henrik virkningerne af kontrarevolutionen op i al sin gru: Socialismens fald affødte krige i Europa - Jugoslavien. Han nævnte også overdødeligheden og den sociale deroute i Rusland, og konkluderede, at kontrarevolutionen imod den socialistiske verden er en af de blodigste begivenheder i verdenshistorien med social nød, arbejdsløshed, flugt af højtuddannede, faldende levealder, kulturel ødelæggelse med mere.
Henriks oplæg afstedkom en stor diskussion i plenum.
Det blev nævnt, at emnet kontrarevolutionen har en fremtrædende plads rundt om i verden som diskussionsemne i den internationale kommunistiske bevægelse. Blandt andet har det været oppe som konference i det græske kommunistparti (et af de største i Europa).

Klasseanalyse og programdiskussion
Lars Ulrik fremhævede DKPs partiprogram fra 76 som en fornem klasseanalyse, og påpegede, at den historiske baggrund for programmet gik helt tilbage til Dimitrofs teori om Folkefronten i 1935. Herefter sprang han frem til DKP`s splittelse i 90-91. Så påbegyndtes en programdiskussion, og der kom for alvor gang i dette arbejde i 1999. Siden er der opstået et gradvist bedre klima for at få programdiskussionen i gang.
Lars Ulrik så to modpoler i denne diskussion:
1: Partiet har kun en historisk funktion 2. Partiet er ikke bare 'vandbærer' for det nye venstre. Han så det som om at 1: Forkaster et nyt partiprogram. 2. Vil gerne have et nyt partiprogram.
I forbindelse med nutidig klasseanalyse i den kommunistiske bevægelse, fremhævede Lars Ulrik et forskningsprojekt i Wuppertal arrangeret af Marx/Engels Stiftnung, som han har medvirket i. Han har lært meget af dette samarbejde, og oplevede, at det tjener som hjælp til at lave et nyt program for DKP.
Lars Ulrik fremhævede, at privatiseringsproblematikken har afstedkommet klassekampe som eksempelvis RiBus-konflikten . Erfaringer i den forbindelse må også danne grundlag for et nyt partiprogram. Lars Ulrik slog til lyd for vigtigheden af diskussion omkring filosofi, teori og begreber, og han rejste spørgsmålet, om aktuelle begreber som neoliberalisme og globalisering modsvarer virkeligheden.
Lars Ulrik mener, at kapitalismens udvikling betyder, at vi som kommunister, ved siden af nationale programmer, også nødvendigvis må have fælles internationale programpunkter. Han foreslog, at en eventuel genoplivning af Østersøkonferencerne som erfaringsudveksling kunne være en ide.
Hvad angik et nyt partiprogram nævnte Lars Ulrik, at vi har et arbejde foran os med at udarbejde en indvandrerpolitik, en politik omkring sociale problemer, etiske spørgsmål om teknologi og internationale spørgsmål. Han påpegede samtidig vigtigheden af ikke at forfalde til ønsketænkning.

En ny internationaleé
Lars Ulriks forslag om at den kommunistiske bevægelse skal have fælles internationale programpunkter afstedkom en diskussion i plenum. En af reaktionerne var, at samarbejde i den forbindelse var o.k., men at det ikke skulle være noget mere formelt. Hertil svarede Lars Ulrik, at vi skal finde en balance mellem et nationalt og internationalt program. Han mener, at vi godt kan have en målsætning om begrænsede ting internationalt.
Hvad angik en rejst problemstilling i plenum om det klassiske begreb statsmonopolkapitalisme kontra det nyere begreb transnational kapitalisme svarede Lars Ulrik, at magten hos kapitalen er den samme, det er formen der forandrer sig. Fra plenum kom det også frem, at man fandt forslaget om en Østersøkonference positivt. Det blev nævnt, at Canadas kommunistiske parti har rejst et forslag om et nyt komintern. Dette forslag var der ingen stemning for at tilslutte sig blandt de fremmødte.

Nyliberalismens æra
Lotte indledte sit oplæg ved at komme med et humoristisk indlæg om to aktuelle hændelser. Carlsbergs nye øldesign afstedkom et ramaskrig, og forårsagede en underskriftindsamling, der resulterede i, at designet måtte trækkes tilbage. Modsat blev der samlet et anderledens beskedent antal underskrifter mod Irak-krigen og tilsvarende en aldeles beskeden folkeprotest/mediedækning. Proportionerne af de to sager er selvsagt i uoverensstemmelse med 'folkets' reaktion.
Herefter gik Lotte over til at nævne 1978 som et mærkeår: Det var dengang da Thatcher og Reagan kom til magten. Vi kom ind i nyliberalismens æra. Det var startskuddet til at bringe kapitalismen i offensiven med privatiseringer, udflagning af arbejdspladser, åbning af mulighed for privatisering af offentlige arbejdspladser, hvilket stiller spørgsmålet om, hvordan vi skal svare igen.
Man må sige, at der venter store opgaver for den kommunistiske bevægelse, men som Lotte også konstaterede: 'Arbejderklassen er i defensiven'. Lotte fortalte, at i DKP/ML taler man også om, at der er sket en kontrarevolution i den socialistiske verden.
Hun gik historisk til værks ved at sige, at efter Anden Verdenskrig ville kapitalismen inddæmme arbejderklassen, hvilket gav en succes for samarbejdslinien. Seks ud af ti private arbejdere stemmer i dag på Dansk Folkeparti eller Venstre. Lotte kunne afsløre, at Dansk Folkeparti har mange tillidsfolk, der sms`er med hinanden op til kampagner. Men klassesamarbejdet er samtidig inde i en krise.
Kapitalismen har haft det svært i de stærke nordeuropæiske velfærdsstater. Strukturreformen indbefatter omlægning af arbejdsmarkedspolitikken. Fagbevægelsen forsøger at strukturere sig ud af krisen ved fusioner, som vi ser nu. Lotte tilføjede også, at den kommunistiske bevægelse på europæisk plan ikke er på højde med situationen.

Kommunisternes opgaver
Herefter gik hun over til at opremse de opgaver, vi nu står overfor:
¥ At opbygge de kommunistiske partier, der helst skal samles i et parti, at skabe enhed i arbejderklassen - i den forbindelse er det vigtigt, at vi som kommunister formulerer os selvstændigt, samtidig med at vi styrker enhedsfagbevægelsen.
Lotte fremhævede fagligt ansvar, og nævnte i den forbindelse fem prioriterede områder: - kamp for bedre lønforhold - kamp mod udfalgning - kamp mod strukturreform - mod dansk krigsdeltagelse - mod EU-forfatning. Her er vi nødt til at være til stede. Endvidere nævnte Lotte antiglobaliseringsbevægelsen som et aktuelt satningsområde.
Fra plenum blev det nævnt, at fagbevægelsen er blevet afpolitiseret. En anden kunne oplyse, at Danmark faktisk er det land i Europa, der har de fleste strejker, men at vi mangler kommunister til at give retning.
Afslutningsvis havde de tre oplægsholdere bud på det kommunistiske partis rolle.
Henrik talte om det kommunistiske parti som et fortropsparti, der skal være til stede ved alle kampe.
Lars Ulrik opfordrede til at fortsætte enhedsarbejdet indenfor den danske kommunistiske bevægelse.
Lotte påpegede vigtigheden af, at det kommunistiske parti giver svar, skaber klarhed, er et fortropsparti, der går foran, ser fremad og har visioner.
Konferencen overskred tidsrammen, hvilket må ses som udtryk for, at der er rigelig brug for debat af dens emne.